Verdensmester Vettel starter forrest i Malaysia
Sebastian Vettel var hurtigst i kvalifikationen og starter forrest i det malaysiske grand prix søndag.
Vettel gav lørdag formiddag sig selv den bedst tænkelige mulighed for at gøre det bedre søndag formiddag dansk tid, når verdens bedste bag et rat dyster i Malaysia.
I lørdagens kvalifikation var Red Bull- stjernen hurtigst af alle i den regnvåde kvalifikation, og dermed starter han forrest i søndagens grand prix.
Ferraris Felipe Massa og brasilianerens spanske holdkammerat Fernando Alonso starter søndagens grand prix i postionener lige bag Vettel.
I fjerde position starter Lewis Hamilton, mens Vettels holdkammerat Mark Webber starter som nummer fem.
Årets første grand prix i Australien blev overraskende vundet af den finske veteram Kimi Räikkönen, men han gav ikke sig selv de bedste muligheder for at gentage det kunststykke.
Eller måske gjorde han.
Räikkonen åbner løbet i Malaysia i syvende position, akkurat som han gjorde det i Australien i årets første løb, hvor Vettel havde pole position, akkurat som han har det søndag i Malaysia.
Og i Australien lykkedes det jo for finnen at køre forbi alle og sikre sig sejren.
Søndagens grand prix i Malaysia skydes i gang klokken 9.00 dansk tid.
/ritzau/