Bremsefirma fik lille plus
Selskabet, der fremstiller bremser til bilbranchen og industrien, forventer for 2013 en koncernomsætning på 980 millioner til godt én milliard kroner og et driftsresultat på 60-80 millioner kroner for fortsættende aktiviteter. Det er baseret på et stabilt marked i vækst og SBSs markedsposition.
Ledelsen besluttede i november 2012 at foretage en juridisk opdeling og divisionering af SBS-koncernen, således at den nu består af tre forretningsområder: SBS Automotive, SBS Friction og Notox. Sidstnævnte er til salg. I december indgik SBS en aftale med koncernens pengeinstitutter om forlængelse af den eksisterende finansieringsaftale, herunder forlængelse af aftale om ansvarligt lån, så aftalen nu dækker det forventede finansieringsbehov frem til sommeren 2014.
Koncernledelsen har påbegyndt forhandlinger med pengeinstitutterne om en ny og længerevarende finansieringsaftale. Institutterne har oplyst, at de er positivt indstillet over for at få etableret en ny finansieringsaftale, som giver koncernen det nødvendige finansielle fundament til at fortsætte driften i de kommende år. Forhandlingerne forventes afsluttet i 2013, oplyser virksomheden, der ledes af Hans Fuglgaard. Koncernen har en egenkapital på minus 94 millioner kroner, skriver Fyns Amts Avis.