Trodsig Vettel: Vil ikke undskylde for at vinde
Sebastian Vettel slår fast, at han er ansat til at vinde efter polemik om den kontroversielle sejr i Malaysia.
Umiddelbart efter løbet erkendte tyskeren, at han havde begået en fejl ved at ignorere en stående ordre fra holdledelsen om at holde sig bag Webber, men noget tyder på, at beklagelserne ikke stikker så dybt.
- Jeg vil ikke undskylde for at vinde. Jeg mener, at folk har ansat mig til at vinde, det er derfor, jeg er her, siger Sebastian Vettel i et interview med holdsponsoren Infiniti forud for weekendens kinesiske grand prix.
- Jeg elsker at køre racerløb, og det var det, jeg gjorde, lyder det fra Red Bull-køreren.
Holdkammeraten Mark Webber, der overholdt ledelsens ordre om at tage den med ro på de sidste runder for at spare på motoren til kommende løb, var så skuffet over at miste sejren, at han annoncerede, at han ville overveje sin fremtid hos Red Bull.
Men selv om Vettel igen erkender, at han ikke burde have ignoreret teamordren, understreger han, at der var tale om god holdkørsel i Malaysia.
- Vi har overraskede over, at vi var med blandt de allerbedste, og i hele løbet arbejdede vi ekstremt godt.
- Det tror jeg, folk glemmer. Det er kun afslutningen af løbet, der sidder fast i folks hoveder. Jeg sagde undskyld for at sætte mig selv over holdet, hvilket ikke var min mening, siger Sebastian Vettel.
Onsdag meddelte Red Bull-ledelsen, at man i fremtiden ikke vil give teamordrer.
/ritzau/