Nødhjælp de fries katastrofe
NORMALT FORBINDER MAN hurtig udrykning og hjælp ved færdselsulykker som et ubetinget gode. Det er det da også, set ud fra den livreddende indsats. Men ny teknologi omkring muligheden for let og præcist at lede redningsmandskabet på rette vej har en mere lummer bagside. Flere systemer har set dagens lys i verden, og i EU bliver det udviklede eCall obligatorisk i biler fra 2015. Systemerne er udviklet af bilproducenterne, og de giver en hidtil uset mulighed for at dirigere forulykkede biler til de autoriserede værksteder. På de frie værksteders bekostning. Så der er ikke noget at sige til, at blandt andet branche- og forbrugerforeninger i Danmark og EU er helt oppe på dupperne for at stække disse tiltag. Dermed får udtrykket "at skære i nødhjælpen" en helt anden betydning, end når Dansk Folkeparti går på talerstolen i Folketinget.
DE FRIE VÆRKSTEDER har historisk set, godt hjulpet af EUs kraftigt udviklede gen for opprioritering af fri konkurrence til forbrugernes fordel, været begunstiget af regler omkring svækkelse af blandt andet mønsterbeskyttelse, som bilfabrikkerne har prøvet at trække den anden vej. Nu gælder det om at finde en måde, hvorpå den nye teknologi i telematiksystemerne direkte til bilerne kan udnyttes bedst muligt, uden at det går ud over den frie konkurrence på service- og reparationssiden. Lovgivning må der til for at definere, at det lige så godt kan være et frit værksted, der får glæde af eksempelvis at kunne fjerndiagnosticere kundernes biler via telematik.