Le Mans: Verden begræder dansk racer-dødsfald
Nyheden om racerkøreren Allan Simonsens dødsfald under Le Mans går verden rundt.
Flere store internationale nyhedsmedier er lørdag aften klistret til med den triste besked om, at 34-årige Allan Simonsen lørdag mistede livet under årets 24-timers-løb i Le Mans.
BBC News, The Guardian, Fox Sports, Daily Mail, The Independent og den svenske tv-station SVT er blot et lille udpluk af de medier, der skriver om tragedien.
Flere af medierne roser Allan Simonsens kæmpe potentiale i motorsporten.
Eksempelvis skriver Fox Sports, at den danske racerkører var en af verdens bedste GT-kørere.
To gange er Allan Simonsen kommet på podiet i Le Mans i sin klasse. Desuden har han vundet det australske GT-mesterskab.
Jan Magnussen, som selv er med i Le Mans, skriver følgende på sin Facebook-side:
- R.I.P. Allan. Gud, hvor er jeg ked af det! Jeg var sikker på, at du skulle nå meget mere! De dybeste tanker til din datter og kæreste og alle de andre, som du elskede!
Desværre er det langt fra første gang, at alverdens medier skriver om dødsfald i forbindelse med Le Mans.
I det legendariske løbs 90 års historie har i alt 22 kørere mistet livet. Det er første gang, at racerløbet får en så tragisk afslutning for en dansk racerkører.
Kort efter, at løbet startede lørdag klokken 15, kørte Allan Simonsen galt. Simonsen var ved bevidsthed, da lægerne fik tilset ham. Danskeren blev kort efter ulykken fragtet til hospitalet, hvor han døde af sine kvæstelser.
Allan Simonsen var en erfaren racerkører, der i år deltog i sit syvende Le Mans. Han stillede op for det rent danske hold i en Aston Martin i amatørklassen LM GTE Am.
Han efterlader sig kone og en lille datter, der blev født sidste år.
/ritzau/