Dansk motorsport i 2013: Triumf og tragedie
Dødsulykken med Allan Simonsen under Le Mans trækker ned på det bedste år nogensinde for dansk bilsport.
Dansk motorsport har fejret mange triumfer i 2013, og som Bo Baltzer Nielsen, sportschef i Dansk Automobil Sports Union (Dasu), siger om året:
- Hvis vi kun kigger på det sportslige, så har det været det bedste år nogensinde for dansk bilsport. Det er der ingen tvivl om rent resultatmæssigt.
Men desværre blev 2013 også et år, hvor en tragisk ulykke i juni stjal mange overskrifter.
Allan Simonsen kørte tidligt galt i årets Le Mans, og mens løbet var i gang, kom nyheden om, at han var omkommet af sine kvæstelser. Han blev 34 år.
- Det kaster en mørk skygge hen over året. Vi savner alle sammen Allan, for alle kender hinanden inden for vores lille verden. Men det er desværre en risikosport, vi dyrker, så uheld hører med i spillet.
- Jeg synes ikke, at Allans ulykke skal fjerne fokus for meget fra de flotte sportslige resultater. Vi skal adskille de to ting og huske dem hver for sig.
- Man er selvfølgeligt lidt i to sind. For på den ene side har man lyst til at juble højt, og på den anden side har vi denne tragiske ulykke, som lægger en dæmper på det hele. Det er både triumf og tragedie, siger Bo Baltzer Nielsen.
På grund af Allan Simonsens dødsulykke peger sportschefen på Tom Kristensens Le Mans-sejr som årets største motorsportspræstation.
- Jeg er nødt til at pege på Toms sejr nummer ni, fordi den blev kørt hjem under så ekstreme forhold.
- Det var svært for Tom på grund af det, der var sket med Allan Simonsen, og derfor var det mentale pres på Tom og de øvrige kørere ekstremt højt. Så det var en helt unik sportspræstation.
- Vi skal selvfølgelig også nævne Kevin Magnussens fantastiske sejr i Formel Renault 3.5-serien, fordi det er et mesterskab, som køres over mange afdelinger, og der var han bare på toppen hver eneste gang, lyder det fra Bo Baltzer Nielsen.
Han ser med stor optimisme frem mod 2014, hvor Magnussens debut i Formel 1 er det naturlige samlingspunkt for alle motorsportsinteresserede danskere.
- Alles øjne hviler på Kevin. Vi er alle ekstremt spændte på, hvordan det går. Kevins præstationer er med til at løfte resten af dansk bilsport. Vi er allerede oppe på et højt niveau, men nu kan vi komme endnu højere.
- Jeg tror, at der venter os endnu et godt år. Og hvis Kevin ender med at vinde et Formel 1-løb, så er vi nået endnu et skridt frem, siger Bo Baltzer Nielsen.
/ritzau/