Drømmeår i vente for bilforhandlerne
Gode år i vente for bilforhandlere, viser prognoserne i regeringens Økonomisk Redegørelse.
Salget af nye og brugte biler har hurtigt overvundet det kraftige fald i 2008-09 i modsætning til det almindelige forbrug, konstaterer regeringsøkonomerne i deres seneste konjunkturprognose.
Det skyldes den stærkt stigende udbredelse af mikrobiler og faldende bilpriser.
Salget af nye biler synes dog at have toppet i begyndelsen af 2014, men en del af faldet opvejes af privat leasing.
2016 spås som rekordår
Bilkøbet udgjorde 33 milliarder kroner i 2013. Det ventes at stige med 0,9 procent i år og dernæst falde en halv procent næste år.
2016 bliver et nyt drømmeår for autoforhandlere med en stigning på 3,3 procent hvis prognosen altså holder.
Registreringsafgiften ventes at indbringe 16,3 milliarder kroner i år. Det er 1,1 mia. mere end sidste år. Prognosen siger 17 mia. næste år og 18,3 mia. i 2016.
Olieprisfald giver vækst
I sidste uge kom to økonomiske prognoser, og regeringens tal for bilsalg og købsafgift kan vise sig at ligge i den lave ende. Nationalbanken overtrumfer nemlig med højere vækstskøn.
Regeringens "Økonomisk Redegørelse" forudsiger en vækst i år på 0,7 procent, næste år 1,4 procent og 2,0 procent i 2016. Det er i øvrigt lavere vækstrater end i den tilsvarende prognose i august.
Nationalbanken er mere optimistisk med henholdsvis 0,8 procent, 1,7 procent og 2,0 procent.
Forskellen mellem de to prognoser er hovedsageligt olieprisfaldet. Regeringen lukkede for nye beregninger tidligt i november og regner med en oliepris på 88 dollar per tønde.
Nationalbanken har begyndelsen af december med og regner tager udgangspunkt i godt 70 dollar, altså en forskel på 18 dollar. Det er nok til at give 0,3 procent mere vækst næste år. Glade bilkøbere og billigere benzin og diesel det må da give mere at lave i autobranchen.