23948sdkhjf

Elbiler er populære hos prøvekørere

Mange familier i hovedstadsregionen vil gerne skifte til en elbil, efter at de har prøvet alle fordelene i tre måneder. Det viser de første resultater fra Test-en-elbil projektet.
Næsten syv ud af ti familier i hovedstadsregionen, som har prøvet en elbil i tre måneder, overvejer nu at gøre noget for miljøet og skifte deres konventionelle bil ud med en bil, der kører på strøm.

Det viser de foreløbige resultater fra elbiloperatøren Clevers projekt Test-en-elbil. I alt vil 210 familier fra hovedstadsregionen have deltaget i projektet, når det afsluttes i 2014.

Målet er at ændre danskernes generelle holdning til elbiler, og dermed sikre, at elbilen bliver en del af deres fremtidige valg af transportmiddel til gavn for miljø og energiproduktion.

Overvejer elbilen

De første resultater fra Test-en-elbil i Region Hovedstaden viser, at 68 procent af testfamilierne nu overvejer at købe elbil efter at have været med i projektet.

16 procent vil gøre det allerede inden to år, og 41 procent inden for en årrække på tre til fem år.

76 procent af testfamilierne svarer, at de vil anbefale elbilen til andre.

- Det er glædeligt, at de foreløbige resultater fra Test-en-elbil projektet slår fast, at elbilen er et oplagt valg for regionens borgere, og det bakker op om den undersøgelse, regionen selv har fået lavet, der viser, at elbilen har gunstige forhold som pendlerbil i netop vores region, siger Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og grøn vækstudvalget i Region Hovedstaden.

Større positivitet

Hos Clever ser man en tendens til en mere positiv indstilling til elbilen i dag end tidligere.

- De første elbiler i det landsdækkende Test-en-elbil trillede på gaden tilbage i 2010. Siden da er der sket meget, vi er gået fra 0. til 2. generation af elbiler, udbuddet af elbilmodeller er vokset, og vi har etableret et landsdækkende ladenetværk af hurtiglade-stationer. I Region Hovedstaden startede projektet senere, nemlig i 2012, og at testpiloterne herfra siger, at de er klar til elbilen bekræfter blot, at tiden nu er moden til elbilen, og at elbilen passer godt til de kørselsbehov, som især borgere i Region Hovedstaden har, siger Lars Bording, adm. direktør i Clever.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078