Bilsalgsrekord er i hus
AutoBranchen Danmark: Økonomisk afmatning præger bilsalget, men fortsat rekordår.
- Rekorden er i hus. Med en måned tilbage af 2014, mangler der kun et salg på cirka 8000 peronbiler for at slå sidste års rekordsalg. Til sammenligning kan jeg fortælle, at der blev solgt 14.300 personbiler i december sidste år. Rekordsalget skyldes det flotte bilsalg i første halvår af 2014. I andet halvår har den økonomiske afmatning sat sit tydelige præg på salgstallene, siger Jens Brendstrup, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Danskernes usikkerhed om fremtiden er fortsat så stor, at forbrugernes holder igen med at bruge penge, hvilket giver sig til udtryk i både privatforbruget og bilsalget, påpeger foreningen.
Leasing driver bilsalget
I 2014 er der for alvor kommet gang i leasingaftalerne, hvor der i år er indgået 40 procent flere leasingaftaler sammenlignet med samme periode sidste år. Det er primært erhvervsleasingaftaler, som udgør 82 procent af leasingaftalerne. Men privatleasing har også oplevet en markant fremgang, hvor der er privatleaset 123 procent flere personbiler.
- De mange leasingaftaler er helt klart medvirkende til, at salget af større biler er højere sammenlignet med sidste år. Det er nemlig oftest de lidt større biler, som forbrugerne vælger at lease. Den lille familiebil har især haft en voksende popularitet i år, siger Jens Brendstrup.