Autohuset Vestergaard rykker til Sjælland
Den jysk-fynske koncern har indgået aftale om overtagelse af aktiviteterne i Mogens Fog A/S i Birkerød.
Med overtagelsen af Mogens Fogs aktiviteter har Autohuset Vestergaard nu ni bilhuse
placeret i primært det midtjyske trekantområde og på Fyn, men nu også i det nordsjællandske. Paletten af nybilmærker er nu 10 og tæller, foruden nytilkomne Peugeot, også Ford, Volvo, Alfa Romeo, Fiat, Mazda, Kia, Seat, Renault og Dacia.
- Vi er meget stolte over at få muligheden for fremover også at kunne repræsentere et af Danmarks stærkeste bilmærker, idet Peugeot jo er i top tre herhjemme med gode produktnyheder, og glæder os til at udnytte det store potentiale, som forretningen i Birkerød repræsenterer, udtaler adm. direktør
Jesper Pedersen, Autohuset Vestergaard.
70-årige Mogens Fog udtrykker stor glæde over, at det nu er lykkedes at finde en stærk og troværdig partner i branchen som kan videreføre forretningen i Birkerød.
- Det er betryggende, at jeg nu kan videregive stafetten på bedste vis til glæde for vores trofaste kunder og medarbejdere gennem mange år, udtaler Mogens Fog. Hans 31-årige søn Christian får fremover ansvaret for salg, ligesom hele staben af medarbejdere fortsætter.
To formænd i dialog
Mogens Fog er tidligere formand for brancheforeningen Den Danske Bilbranche, hvor formandsposten i dag bestrides af Autohuset Vestergaards stifter og ejer, Hans Vestergaard. De to har kendt hinanden gennem mange år og har haft en god dialog om ejerskiftet, siden Mogens Fog tog første skridt gennem en opringning.
Jesper Pedersen betoner, at det længe har været en del af Autohuset Vestergaards strategi at komme til Sjælland med en filial.
- Vi har en del handel på Sjælland i forvejen, så det lå i kortene, at vi skulle repræsenteres her. Vi skal være der, hvor befolkningstilvæksten er, og vores strategi på mellemlangt og langt sigt er at opnå en størrelse, der giver mulighed for at investere i fremtidens bilmarked. Vi kan se, at markedet på Sjælland ikke er det samme som i Jylland og på Fyn.
Forventer du at åbne flere bilhuse i Københavnsområdet eller på Sjælland?
- Vi er altid åbne og kigger på muligheder i samarbejde med importører og andre samarbejdspartnere.
Overvejer I at udvide Mogens Fog, der jo ligger i Birkerød Bilby med flere bilmærker repræsenteret?
- Vi ser på aktiviteten i første omgang og vil koncentrere os om at tilføre ressourcer til Fog, der vil kunne drage nytte af koncernens lean- og drift. Måske dukker der muligheder op, siger Jesper Pedersen.