Autopartner kick-off med rekordstor tilslutning
Fredag den 14. marts blev der afholdt kick-off i Vingsted med rekordstor tilslutning fra Autopartner-værkstederne, hvor temaet var Danmarks bedst indtjenende værkstedskæde.
I 2012 blev Optiplan projektet søsat med henblik på at øge værkstedernes effektivitet. Optiplan handler blandt andet om at udvikle nøgletal, som Autopartner-værkstederne kan bruge i deres egen forretning for at fremme indtjeningen på værkstedet. Til kick-off kunne de første resultater fra Optiplan og lederuddannelsen fremlægges, og det var med stor glæde, at kædechef Niels K. Skak fremlagde resultaterne for projektet.
Begge ting skal have endnu større fokus i det kommende år og blev yderligere gennemgået i en af dagens workshops.
Freja
Freja er et system, der giver flådeejere konkret overblik over driftsudgifterne til service og reparationer, der er udført på et af værkstederne.
Jacob Harritz fra Autopartner kunne præsentere det helt nye onlinebaserede system Freja.
- Systemet giver ingen ekstra udgifter til værkstederne, så det er en let og billig måde at give oplysninger til flådeejere. Vi glæder os til at præsentere Freja for vores nuværende og kommende flådeejere, siger en tilfreds Jacob Harritz og fortsætter:
- Vi har ikke kendskab til, at der er andre værkstedskæder, som kan tilbyde en lignende service, så vi håber, flådeejerne vil tage godt imod løsningen.
Der blev også præsenteret de nøgleord, som fortsat danner linjen på de aktiviteter kæden iværksætter kvalitet, seriøsitet og lokalitet. Et af tiltagene, der går i spænd med nøgleordene, er en kundetilfredshedsanalyse blandt de kunder, der har benyttet et af kædens værksteder. Et andet tiltag er samarbejde med FDM kvalitetskontrol, der giver et godt omdømme, og som helt sikkert har givet medlemmerne en positiv udvikling på hvert enkelt værksted.
Samarbejdet med FDM gav også mulighed for at få et indblik i det juridiske område vedrørende reparationer, idet advokat Casper Schad fra FDMs juridisk afdeling gennemgik såvel praktiske oplevelser fra forbrugerne samt det nyeste inden for lovgivningen inklusiv Ankenævn for biler.
Marketingkoordinator Julia Aakjær fra Autopartner præsenterede i samarbejde med reklamebureauet Skabertrang det nye univers, som kæden skal bruge i den fremtidige markedsføring. Kæden har i forbindelse med deres målsætning om at øge kendskabsgraden på markedet indgået i et sponsorat til Formel 1 på TV, hvor der forventes en stor opmærksomhed i forbindelse med Kevin Magnussens deltagelse.
Mange af samarbejdspartnerne var også repræsenteret på kick-off, hvor de alle fik mulighed for at få en nærmere drøftelse omkring de muligheder, der tilbydes i kæden.
Ud over de helt faktuelle tiltag, var der også et indlæg fra John Hermansen, som talte om kropssprog og betydningen heraf. Det er vigtigt for værkstederne, at de både kan tyde kundernes kropssprog, som ofte fortæller væsentlig mere end det sagte. Han nævnte, at kun otte procent af folks sprog kommer fra munden og resten fra kroppen. Poul Guldborg deltog også og fortalte om god og dårlig kundeservice. Her blev der lagt vægt på forventningsafstemning, som er en vigtig faktor i forbindelse med kundeservice.
- Vi er i 2013 kommet op på 213 værksteder, hvilket er det højeste antal medlemmer, vi nogensinde har haft. Generelt var det en god dag, hvor alle fik mulighed for at udveksle erfaringer. Dagen blev afsluttet med middag, let underholdning og en hyggelig aften i fælles samvær, fortæller en tilfreds kædechef Niels K. Skak.