23948sdkhjf

Ajour med alverdens autobranche

TRE RUNDSPØRGER, ét resultat: Liqui Moly er det populæreste oliemærke i Tyskland. Hvert år spørger de tre største biltidsskrifter - Auto Zeitung, Auto Bild og Auto Motor und Sport - deres læsere om hvilket oliemærke, der er det bedste. Nøjagtig som i de foregående år røg Liqui Moly til tops som nummer 1. - For et år siden lovede vi os selv: Vi må ikke hvile på laurbærrerne, men tværtimod bevise hver eneste dag på ny, at vi har fortjent denne pris, udtalte Ernst Prost, selskabets formand. Det har betalt sig, konstaterer det tyske oliefirma i en pressemeddelelse.

EU-KOMMISSIONEN HAR i forbindelse med et forlig tildelt en række producenter af bil- og lastbillejer en bøde på 953 millioner euro, svarende til over 7,1 milliarder kroner. Firmaerne er to europæiske, SKF og Schaeffler, fire japanske, JTEKT , NSK , NFC og NTN, med sidstnævntes franske datterselskab NTN–SNR. De pågældende firmaer producerer lejer – herunder hjullejer og kuglelejer til gearkasse, transmission, generatorer og klimaanlæg. Virksomhederne havde aftalt hemmeligt at koordinere deres prisstrategi over for bilindustrien i perioden fra april 2004 til juli 2011. NSK, NFC, SKF og Schaeffler modtog nedsættelser af deres bøder for deres samarbejde i forbindelse med undersøgelsen, og da alle virksomhederne var enige om at afslutte sagen med forlig, blev deres bøder yderligere reduceret med ti procent. Kommissionens næstformand med ansvar for konkurrencepolitik, Joaquín Almunia , udtalte i forbindelse med forliget: - Dagens beslutning er endnu en milepæl i Kommissionens bestræbelser på at bremse karteller på markedet for bildele. Efter de sanktioner, vi tidligere har pålagt producenter af elektriske ledninger og skum i bilsæder, er det utroligt at se, at endnu en bilkomponent er blevet misbrugt i et priskartel. Jeg håber, at bøderne vil afskrække virksomhederne fra fremover fra at deltage i en sådan ulovlig adfærd og dermed genskabe konkurrencen i branchen. Karteller forringer konkurrenceevnen i bilsektoren og medfører kunstigt høje priser, som betales af de europæiske forbrugere.

DEN JAPANSKE bilproducent Toyota har indgået et forlig med de amerikanske myndigheder i sagen om hemmeligholdelse af en stor sikkerhedsbrist ved flere millioner biler i Nordamerika, der siden blev tilbagekaldt i 2009 og 2010. I alt betaler Toyota 1,2 milliarder dollar - eller 6,4 milliarder kroner - i aftalen med de amerikanske myndigheder, fremgår det af en meddelelse fra selskabet. Det store parti Toyota-biler havde problemer med, at gaspedalen satte sig fast i gulvmåtten, skriver Ritzau.

TRANSPORTSVIRKSOMHEDEN TNT Express har besluttet at gøre test til virkelighed og indsætter i løbet af foråret 15 specialbyggede elkøretøjer i Londons centrale gader. De nye eldrevne køretøjer vil indgå i TNTs netværk i den engelske hovedstad og stå for leverancer ud til kunder fra selskabets London City depot. Udrulningen af de nye elkøretøjer følger i kølvandet af 18 måneders intensiv test af seks elkøretøjer fra Gnewt Cargo i netop London. Gnewt Cargo producerer en bred vifte af såkaldte zero-emission transportkøretøjer – lige fra cykler og scootere til varebiler og lastvogne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092