Udsigt til mere arbejde og flere lærlinge
SAMTIDIG LYDER DER GODE toner fra landets autovirksomheder, der har deltaget i den første temperatur-måling efter forhøjelsen af totalskadegrænsen. Det er dejligt at høre, at det allerede kan mærkes, at biler nu kan skades for 10 procent mere af køretøjets markedsværdi end tidligere, før den må skrottes. Forventningerne til mere arbejde er høje i branchen, og det kompenserer for de generelt færre bilskader, samt det pressede marked med krav om høje rabatter på værkstedsarbejde. Knap halvdelen af de adspurgte 300 forventer, at vi vil kunne se en direkte effekt på antallet af medarbejdere og dermed også antallet af lærlinge. Her på fagbladet kan vi kun opfordre til, at den foreløbige grænse-ændring gøres permanent for både at styrke autobranchen og for miljøets skyld.
DE ANSATTE SKAL VÆNNE sig til at arbejde i stadig større bilhuse. Vi kan jævnligt, og i flere artikler denne uge, berette om nye overtagelser i autobranchen. Det kræver gode ledere, der kan operere i store enheder uden at miste overblikket. Det første hold uddannede ledere til autobranchen nogensinde fik forleden deres diplomer overrakt ved en højtidelighed på Business College Syd i Mommark. Der er nok ingen tvivl om, at der venter dem store udfordringer. Vi ønsker tillykke, og held og lykke fremover i en konstant foranderlig men dejlig autobranche.