Dødsfald: Aage Falkenberg
Aage Falkenberg begraves fra Helligåndskirken på Strøget i København på fredag den 28. marts kl. 15.
Aage Falkenberg, der oprindeligt var udlært reservedelsekspedient og desuden havde gået på Det Kongelige Teaters elevskole, stiftede i sin tid Automagneto A/S, der var Bosch-importør. Her havde han 40 procent af aktierne, mens Bosch havde de 60 procent. I 1958 gik han solo og stiftede året efter A. Falkenberg A/S, som blev dansk Hella-importør. Hella var investor i virksomheden og erhvervede i 1984 aktiemajoriteten, dog fortsatte Aage Falkenberg som bestyrelsesformand i endnu fem år. De sidste aktier blev overdraget i 1990. Han var også med til at stifte F.A.U. Gruppen. Aage Falkenberg var aktiv i autobranchen i cirka 50 år og sluttede af med diverse bestyrelsesposter - blandt andet hos Holger Christiansen A/S.
Aage Falkenberg er den første portrætterede person i Mette Andersen bog "De fik hjulene til at rulle - portræt af ti igangsættere i autobranchen", udgivet af Dansk Auto Media i 1990.
Motor-magasinet interviewede selv Aage Falkenberg i sin lejlighed i København i 2009. Og her var der igen tvivl om, at det var hjerteblod, da Aage Falkenberg grundlagde sin egen virksomhed, og det skinnede tydeligt igennem i snakken, at det blod ikke var fortyndet i særlig høj grad.
- Det siger da sig selv. Når man starter sådan noget, så satser du hus og hjem. Det er liv eller død, sagde Aage Falkenberg dengang.
Inden det kom så langt som til eget firma, havde Aage Falkenberg haft, hvad visse af dagens politikere ville have kaldt fjumreår. Det blev ikke til nogen realeksamen, men til et meget langt ophold med småjobs i Paris, job, der ikke førte til noget konkret mål, og reservedelsekspedient-uddannelsens teoriundervisning blev lagt på hylde til fordel for undervisning i skuespilleri, der igen førte til et år på Det Kongelige Teaters elevskole.
Aage Falkenberg arbejdede nogle måneder som udlært reservedelsekspedient og lagde penge til side, så med faderens kontakter i Frankrig tog han til Paris, og meget symptomatisk for hans senere forretninger var det første, han gjorde ved ankomsten at deponere et beløb, der svarede til en billet hjem.
Aage Falkenberg vil blive savnet af familie og venner.
Aage Falkenberg begraves fra Helligåndskirken på Strøget i København (Niels Hemmingsensgade 5) fredag den 28. marts kl. 15.
Motor-magasinet bringer i printavisen på fredag den 28. marts desuden to mindeord om Aage Falkenberg.