23948sdkhjf

Flådekoncept på tværs af værkstedsnetværk

Værkstedsportalen Autobutler vil servicere flådeaftaler for de danske virksomheder med nyt koncept på tværs af værkstedernes tilhørsforhold.
Et nyt skib er sat i søen af værkstedsportalen Autobutler.dk, der nu introducerer hvad selskabet kalder et unikt Fleet Management-koncept. Det skal samle de bedste værksteder i hele landet på tværs af værkstedskæder, autoriserede forhandlernetværk, serviceværksteder og værksteder uden for kædesamarbejde. Til at få konceptet på skinner har værkstedsportalen hentet en flok stærke spillere til startopstillingen.

- Det har været vigtigt for os at sætte det stærkest mulige hold til at tegne, udvikle og drifte vores nye koncept målrettet erhvervslivet, når virksomheder, leasingfirmaer, brancheaktører med flere skal drifte og vedligeholde deres egen eller deres kunders vognpark, udtaler landechef hos autobutler.dk, Christopher Prang.

Bred brancheerfaring

I spidsen for lanceringen og implementeringen af Fleet-konceptet har autobutler.dk hyret Peter Rasmussen - en mangeårig branchemand med indgående kendskab til både den danske og nordiske autobranche.

Peter Rasmussen har en fortid hos både amerikanske TRW, tyske Robert Bosch og italienske Fiat Group og derfor stort kendskab til værkstedskoncepter, grossistkontakter, importør- og forhandlersamarbejde samt markedsføring af servicekoncepter over for slutbrugeren.

Stig Andersen har en mangeårig karriere hos blandt andet Nordania Leasing og autoriserede forhandlere, og Heini Haubro har en fortid hos Tolerance, Würth og som salgschef hos Mekonomen. Internt i Autobutler-koncernen er hentet Jimmie Christensen, som har været tilknyttet værkstedssiden i Autobutler siden 2011, og gennem årene har kommunikeret bredt med autobranchen. Kent Jakobsen har arbejdet med mærkeværkstederne i sin tid hos Autobutler og før det været flådeansvarlig.

Mange fordele

- Autobutler Fleet’s målsætning om at favne alle i branchen, både de frie autoværksteder og de autoriserede forhandlere, vil have høj prioritet, da vores målsætning er at skabe et fuldt, landsdækkende kvalitetsnetværk af værksteder, hvor nærhed, kvalitet, tillid og service er nøgleord uanset tilhørsforhold, fortæller den nyudnævnte Fleet Manager hos autobutler.dk, Peter Rasmussen, og fortsætter:

- For værkstederne i Fleet-konceptet betyder det en betydeligt lettere adgang til nye målgrupper, optimeret kommunikation, en unik markedsføring gennem kundebedømmelser, samt synlighed i nærområdet.

Høje ambitioner

Autobutlerfleet.dk vil alene tegne aftaler med et begrænset antal værksteder landet over, da der vil være høje adgangskrav for at sikre både kvaliteten i det udførte arbejde og at kundeoplevelsen på værkstedet i sin helhed bliver branchens bedste.

Derfor skal værksteder, som ønsker at blive en del af autobutlerfleet.dk, først og fremmest indfri de gældende tilslutningskrav men derudover også kunne forevise godkendte værkstedskontroller udført af en uvildig instans. Det, i kombination med værkstedsportalens udviklede rating system, sikrer, at Autobutler har både kundens og branchens godkendelse af, at tingene er i orden.

Klar til indskrivning

- Med lanceringen af autobutler.dk’s værkstedspanel og ambassadørklub vil vi også i Autobutler Fleet sikre, at konceptudvikling af services og nye tiltag sker i samarbejde med branchen. Det er for os afgørende, at vores fælles succes sker i samråd med vores partnerværksteder, men til hver en tid med transparens og fair konkurrence som bindeled mellem kunde og værksted. Værkstedspanelet vil blive nedsat i begyndelsen af 2014, og skal være med til at forme autobutlerfleet.dk - en rejse og dialog vi virkelig ser frem til, siger landechef Christoffer Prang.

Værkstedsportalen er allerede klar til indskrivning af værksteder i januar, og lanceres officielt for kunderne i slutningen af marts eller begyndelsen af april.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078