Porsche leverer over 162.000 biler
- Takket være et stærkt modelprogram og vores forretningsmodel, så har det været muligt at appellere til endnu flere kunder end nogensinde før, hvilket ses på de 162.145 biler vi leverede i 2013. Vi ser frem til de kommende måneder med stor optimisme, hvor modelprogrammet vil vokse yderligere med nyhederne Macan og 911 Targa, siger Bernhard Maier fra salg- og marketingafdelingen hos Porsche.
Porsche oplevede fremgang på alle markeder i 2013. USA er stadig det største enkelte marked, og her blev der leveret 42.323 nye Porsche-modeller, hvilket var en fremgang på 21 procent. Det kinesiske marked gik også 20 procent frem, og her blev der leveret 37.425 biler. I Tyskland blev der 20.638 nye Porsche-ejere i 2013.
Den mest populære model er stadig Cayenne med 84.000 solgte eksemplarer, mens der blev leveret 25.500 Boxster og Cayman. Netop Cayman noterede en betydelig fremgang i 2013, da salget steg med 117 procent sammenlignet med 2012, oplyser den danske Porsche-importør, Semler.