23948sdkhjf

39 gasbiler solgt i 2013

Flere tankanlæg på vej for at imødekomme politiske ønsker om CO2 reduktion og et fossilfrit Danmark i 2050.
18 personbiler, 10 større varebiler og lastbiler samt 11 busser til gas blev solgt herhjemme i 2013, der var året, hvor flere bilimportører kom på banen med et bredt program i gasbiler på grund af Folketingets energiforlig, der vil bidrage med 20 millioner kroner til udbygning af infrastrukturen med fyldestationer for gas i Danmark. Desuden blev ændringer i afgiftssystemet vedtaget, som medfører, at gasbiler nu har det samme fradrag i registreringsafgiften som for dieselbiler.

Nu findes fem tankanlæg i Odense, Fredericia, Vallensbæk, Amager og et fuldt offentligt i midtjyske Skive. Fem anlæg mere er på vej i år i Tarm, Frederikssund, Gladsaxe og to i Kastrup i forbindelse med lufthavnen. Det meddelte teknisk direktør Søren Hylleberg fra HMN Naturgas forleden under fejringen af energibyen Skives ibrugtagning af en Iveco EuroCargo lastbil og en Iveco Daily ladbil mod målet i kommunen om at blive CO2 neutral i 2029.

Gode Up-erfaringer

Her har man problemfrit, og med lave serviceomkostninger, kørt 15.000 kilometer i otte VW Up eco gasbiler til hjemmeplejen siden foråret 2013. 45 flere er på vej, ligesom 15 gasbusser forventes sat i drift i år i kommunen.

En eco Up koster cirka 10.000 kroner mere end en benzin’er i samme udstyrsniveau. Skives og HMNs erfaring er, at en VW Up kører cirka 26 km/km3 gas til 8,5 kroner pt, hvilket modsvarer en cirka tre kroner dyrere liter benzin. Gasprisen er fastsat af HMN, idet der endnu ikke foreligger en politisk beslutning om afgifter på gas til vejkørsel.

HMN Naturgas sidder på to tredjedele af det danske naturgasmarked og ejes i fællesskab af 57 kommuner i Midt- og Nordjylland samt i hovedstadsområdet. Herfra sagde teknisk direktør Søren Hylleberg i Skive:

- Det er jo snakken om hønen eller ægget, når vi taler om infrastruktur til gasbiler. Opførelsen af tankstationer kræver et vist grundforbrug, og derfor er vi glade for, når store virksomheder eller kommuner som Skive går forrest i indkøb af gasbiler.

Biogas-forædling indviet

Både HMN og De Danske Bilimportører mener, at udbredelsen af gasbiler på vejene skal komme fra erhvervslivet og den offentlige sektor, som med deres store indkøb af køretøjer kan gøre det attraktivt at bygge gastankstationer langs det eksisterende naturgasnet.

Planen er at forædle biogas fra især landbrugets gylle til naturgas. HMN indviede et anlæg på 6 millioner kubikmeter forleden i Hjørring, og til september åbner et cirka halvt så stort anlæg i Skive. Herhjemme skal hurtigst muligt opføres 50 store fællesbiogas-anlæg ifølge energiforliget.

Tre omfattende analyser fra Energistyrelsen, Energinet.dk og Naturgasbranchen har konkluderet, at biogas og naturgas samfundsøkonomisk set er den mest optimale måde at reducere CO2-udledningen fra transportsektoren på kort og mellemlangt sigt.

Biogas-anlæggene skal kunne dække 40 procent af transportens energiforbrug. Men skal biogas distribueres i det 360.000 kilometer forgrenede naturgasnet, kræver Gasreglementet, at det har samme brændværdi og renhed som naturgas og dermed skal renses for blandt andet silicium og CO2, der i rå biogas normalt udgør 40-50 procent.

Gas mange fordele

Ifølge den gas-erfarne bilproducent Fiat er naturgas fuld af energi i kraft af fire atomer brint og kun ét kulstof-atom:

Ÿ det brænder hurtigt og fuldstændigt

Ÿ det producerer mere energi end noget andet kulstof-brændstof

Ÿ forbrænder rent; ingen bly/benzen og 90 procent færre partikler Nox, Sox og CO

Ÿ 20 procent mindre CO2

Ÿ giver motorer højt drejningsmoment

Biogas, forædlet til naturgas, er CO2-neutralt.

Gas med dieselmoment

Udover den cirka 12 tons tunge Iveco EuroCargo gas-lastbil, der blandt andet skal fragte sand og asfaltkasser rundt via et 6 tons RV hejs monteret af Bilstrup karrosseri, har Skive Kommune også erhvervet sig en Iveco Daily ladvarebil på gas som skiltevogn. Både lastbilen og varebilen vil kunne tanke gas på den offentligt tilgængelige gastankstationen, der blev etableret i Skive i foråret 2013.

Begge Iveco bilers gas-/benzinmotorer, udviklet hos Fiat Power Train i Schweiz, udmærker sig ved at have en meget høj og flad momentkurve, som modsvarer en dieselmotors.

Iveco Daily 3,0 liter 136 hk har 350 Nm og vil, ifølge Iveco, spare 20-40 procent brændstof contra en tilsvarende dieselbil.

Iveco Cargo med 200 hk har 650 Nm som højeste moment og vil levere en tilsvarende besparelse. Miljø-kategorien er EEV, der ligger mellem euro 5 og 6. Bilen opfylder dermed ikke de nye Euro6 miljøkrav for tunge køretøjer fra årsskiftet.

Begge biler skal serviceres af Thybo Biler i Thisted/Holstebro.

Danmark med på vognen

Der kører nu cirka 16 millioner gaskøretøjer i verden, heriblandt mange i vores nabolande Tyskland og Sverige. Næsten 20 EU-lande har i løbet af de seneste fem år har introduceret lastbiler på naturgas og biogas (som er CO2-neutral), og i de fleste af landene er antallet stigende. Men det er først nu, at Danmark kommer med på vognen. Det samlede antal af lastbiler på gas i EU-landene er nu cirka 5500. For eksempel er der cirka 600 i Sverige, mens lande som Frankrig, Spanien og Italien hver har over 1000 gas-lastbiler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12