Grossist indtager Sydfyn
Væksten fortsatte for au2parts i 2013 og nu etableres endnu en afdeling denne gang i Svendborg.
Firmaet au2parts Svendborg bliver en del af au2parts på Fyn, som hidtil har bestået af en afdeling i Odense.
- Vi er inde i en god udvikling, og det er derfor naturligt for os at udvide vores serviceområde, udtaler direktør Poul Lund fra au2parts fyn.
Afdelingsleder Hans Bering supplerer på de tre ledende medarbejderes vegne:
- Vi har længe gået med et ønske om at være med til at skabe en forretning, hvor det var muligt at igangsætte nye tiltag og samtidig sætte vores eget præg på forretningen. Det ønske har vi kunnet få opfyldt i samarbejde med au2parts, som har et rigtig godt vareprogram og et særdeles godt webkatalog. Au2parts odense har et stort lager med to daglige forbindelser til hovedlageret i Aarhus, så det giver os en enestående mulighed for at kunne give vores kunder en særdeles god leveringsservice.
- Vi har gennemgået au2parts vareprogram og øvrige ydelser med blandt andet værkstedskoncepterne AutoPartner og Teknicar samt webkatalog og er helt overbeviste om, at det er noget af det bedste, vi kan finde på markedet i dag. Vi tror, at vi med vores lokale kendskab og med opbakning fra au2parts kan skabe et godt grundlag for en grossist i det sydfynske område. Vi har nu bygget et nyt lager op med alle de dele, som vi forventer, vi kan få brug for og foretager løbende justeringer, så vi hele tiden har de aktuelle varer på lager. Et optimalt varelager og mange daglige vareture gør, at vi ser os i stand til at give en god service. Forretningen kommer til at ligge på Ryttermarken 13, så det bliver dejligt centralt, siger Hans Bering.
Åbning sker ultimo januar.
Niels K. Skak, au2parts kædechef, er ligeledes meget tilfreds med, at man nu får en grossist i Svendborg:
- Det er vigtigt, at det er nogle dygtige og engagerede partnere, der kommer med, og som kan gøre en forskel lokalt. Med 39 au2parts afdelinger sikrer vi ikke kun en landsdækkende distribution, men også et professionelt netværk af grossister der lægger stor vægt på at tilgodese de behov, værkstederne har i hvert enkelt lokalt område, siger Niels K. Skak.