Dansk sejr i sjette afdeling af ADAC Opel Rallye Cup
Med en sejr i weekendens rally i ADAC Opel Rallye Cup bragte Jacob Madsen og Ole R Frederiksen sig tilbage i kampen om at vinde den tyske ADAC Opel Rallye Cup.
Som resultatet antyder var der igen meget tæt kamp om de første 6-7 placeringer. Efter en af løbets længere hastighedsprøver på 15 kilometer på militærområdet Putlos var tidsforskellen mellem de tre førende biler mindre end i tidtagningen til et Formel 1 løb. Kun to tiendedele adskilte det danske hold fra det svenske og yderligere to tiendedele til det tyske hold med en køretid for Jacob Madsen og Ole R Frederiksen på 10 min. 28,5 sek.
Næste afdeling er ADAC Litermont Rallye tæt ved den franske grænse. Det køres den 19.-20. september.