Alle cubanere er mekanikere
Noget af det første man lægger mærke til på Cuba, er bilparkens alder og sammensætning. Mange er fra før revolutionen i 1959, men der er også nye, og alle cubanere er mekanikere.
Alt sammen noget, der bringer tydelige mindelser frem om det gamle DDR og de andre østbloklande. Når førerne af bilerne og lastbilerne giver den gas, står den sorte os i kø for at komme ud af afgangsrørene på de aldrende personvogne og lastbiler. De mange fortrinsvis amerikanske, britiske og franske biler blev efterladt, da Fidel Castro og hans oprørsstyrker, satte Batista, landets forhadte diktator fra bestillingen.
Siden da har der ikke været et frit bilsalg i landet, og de nye biler, der er kommet til, har været forbeholdt regeringen, diplomater, ingeniører, læger og folk der har arbejdet i udlandet og vendt hjem igen.
Frit bilsalg
Men det er der nu ændret på for med virkning fra i år, kan man nu frit låne og købe biler, men de er dyre. Eksempelvis koster en ny Peugeot 508 omkring 1,4 millioner kroner, imens den samme bil herhjemme koster omkring en tredjedel. Salget har derfor kun været på 50 biler og fire motorcykler, og den mængde har ikke ændret meget på bilparkens gennemsnitsalder.
På Cuba er der ikke værksteder, som vi kender det fra Danmark. Der er heller ikke noget grossistled, og derfor kommer delene ind ad andre kanaler, hvis det altså overhovedet kan skaffes. Opfindsomheden er enorm, og man laver biler efter de forhåndenværende søms princip. Og det skal forstås i bredeste forstand. Stort set alle mænd kan reparere biler til husbehov, skifte forhjulslejer, lave bremser og vride et dæk af og på. Rækker kundskaberne og evnerne ikke, er der måske én i bekendtskabskredsen, som kan klare de mere komplicerede reparationer.
Gaden er værkstedet
Klimaet betyder, at reparationer kan laves udendørs, undtagen når det regner. Overalt ser man opklodsede biler, og folk der er i gang med at reparere. Den amerikanske blokade af landet betyder, at nye dele nærmest er lige så sjældne som en sten fra Månen.
På en af de mindre gader i Havanna er Jorge Martinez ved at skifte forhjulslejer på en aldrende Citroën C15.
- Jeg har været så heldig at skaffe et brugt forhjulsleje. Det er ikke fejlfrit, men er langt bedre end det, der sad i, så nu håber jeg, at bilen kommer til at køre mere støjfrit. Manchetten på drivakslen har en rift, og den sætter jeg en lap over. Så kan den køre langt igen, fortæller Jorge Martinez.
Det anslås, at der på Cuba er et sted mellem 50.000 og 60.000 gamle biler fra før 1959. Af dem er langt hovedparten amerikanske, men der ses også britiske, franske og tyske biler på vejene. Enhver kan forestille sig, hvilken nærmest umulig opgave det måtte være at holde dem kørende uden reservedele udefra. Og ikke mange steder hører man den ægte V8 lyd fra de gamle flydere, men derimod lyden af en moderne dieselmotor.
På spørgsmålet om hvilken motor en amerikanerbil, som mest af alt ligner Chrysler New Yorker fra 1957, er forsynet med, lyder svaret fra Juan Suárez del Valle:
- Den oprindelige motor endte med sparke et ben ud af siden, og så måtte jeg jo se mig om efter en anden, hvis jeg ville køre. Motoren er en Toyota Hi Ace diesel. Koblingen og koblingshuset er det originale, men modificeret så det passer, gearkasse og differentiale er også det oprindelige. Lige nu er vi i gang med at fixe dørhængslerne, fortæller Juan Suárez del Valle fra én af Havannas sidegader.
Lada er en populær donor
Adskillige af de gamle europæiske biler har nydt godt at de sovjetrussiske Lada-biler. Mange har doneret dele til biler som Hilmann Minx, Ford Anglia og mange andre. Her handler det tit om komplette drivlinjer og aksler.
Resultatet bliver i reglen godt, men i reglen kan det ses på bilen. For når bilen betragtes, er frihøjden måske for stor eller så passer hjulkasserne muligvis ikke helt til dækkenes diameter. Men det betyder intet, for på Cuba handler det om at holde hjulene i gang.
