Her skaber additiver glæde
I femten år har Flemming Thuesen beskæftiget sig med additiver, og det sidste dekade har han stået for importen af amerikanske Wynns.
- Førhen var jeg i et konkurrerende firma, og jeg fik af omveje at vide, at Jørgen Søgaard, der i 35 år havde stået for importen, måske ville afhænde. Og efter et par kopper kaffe lavede vi en aftale, og jeg blev godkendt i Belgien, forklarer Flemming Thuesen, hvis kunder i dag fortrinsvis er autoværksteder og bilforhandlere. Deres produkter findes i en grå version til professionelt brug og en lilla version til private.
- Jeg mener, vores produkter kan nogle unikke ting. Vi har blandt andet netop lanceret et produkt til rens af partikelfiltre, der bare hældes i tanken. Og efter 100 kilometer er filteret renset, siger han.
Kan ordne problemer
I 15 år har Flemming Thuesen ernæret sig i additiv-branchen. Før det var han hos Toyota i 19 år, blandt andet som reservedelschef, men han følte, det var tid til at søge videre. Og det er en beslutning, han ikke har fortrudt.
- Det er sjovt, at man kan gøre en forskel. Jeg oplever ofte, at jeg kan løse et problem, som mekanikeren ikke har kunnet ordne. Det betyder så, at en bil, der førhen forurenede for meget og ikke kunne blive synet, nu kan gå igennem syn. Det er en god oplevelse hver gang, forklarer Flemming Thuesen.
Miljøet er nøglen
Der er mange ting, der spiller ind, når man skal fremstille den rigtige form for additiv. En af de vigtigste elementer er vejret. Men det spiller naturligvis også ind, hvilken kvalitet brændstoffet er. For det er ikke ens alle steder i verden.
- Førhen kendte folk i autobranchen ikke til additiver. Men der er sket rigtig meget på 15 år, og i dag spørger folk ikke, hvad additiver er, men derimod hvad vores produkter kan. Og her justerer vi løbende produkterne via brændstofanalyser. Og det betyder også, at der er stor forskel på, om man skal bruge et additiv i Nordeuropa eller USA. Ting som temperaturer, fugtighed og brændstofkvaliteten har stor indflydelse, forklarer Flemming Thuesen.
Det kunne derfor være logisk at tilsætte additiverne direkte i tankstationernes benzinanlæg. Men ifølge Flemming Thuesen kan det ikke lade sig gøre at tilsætte den type, som sælges på eftermarkedet. De er for "grundige" og vil i så fald få slam fra deres store brændstoftanke til at svømme op til overflade. Og det vil kun skabe problemer.
Et familieprojekt
Før finanskrisen var de i alt seks ansatte i Thufle, mens det i dag er Flemming Thuesen og konen Lotte, der kører firmaet med hjælp fra to freelancesælgere. Det betyder blandt andet også, at Flemming Thuesen i dag laver mere selv i firmaet.
- Noget af det, der rykker på sig hos os er vores TranServe-maskine til at skifte olie på automatgearkasser. Det specielle ved den er, at den kan tappe olie af, samtidig med den fylder det nye på, siger Flemming Thuesen.
Nu er de første ti år som importør af Wynns gået. Og Flemming Thuesen har bilen fyldt op med produkter, så han er klar til at hjælpe danske værksteder de næste mange år.