Autoværksteder skriger på vinter
Men trods rekordsalget af nye biler - eller måske netop derfor -har værkstederne i 2013 oplevet et stille år med mindre travlhed end ønsket.
I modsætning til bilisterne har værkstederne derfor ikke noget imod en hård dansk vinter med sneglatte veje. Det sparker ekstra gang i salget af vinterdæk, og både buler og skrammer giver arbejde på værkstederne, siger Erik S. Rasmussen, adm. direktør for de frie værksteder, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CAD), til Jyllands-Postens erhvervssite, epn. dk.
Det skal understreges, at Erik S. Rasmussen ikke har noget ønske om, at bilisterne skal komme til skade i trafikken.
- Det er absolut et fremskridt, at bilerne hele tiden får nyt udstyr som nødbremsesystemer, der aktivt kan modvirke trafikulykker. Det er også positivt, at vejene forbedres, så trafiksikkerheden øges. Men det er jo paradoksalt, at der aldrig har været så mange biler på vejene, og at værkstederne samtidig har oplevet 2013 som et meget stille år, siger Erik S. Rasmussen til epn. dk.