Juniorministerbilen fra Mercedes
Mest af alt ligner den nye Mercedes C-Klasse en krympet version af mærkets ministerbil, S-Klasse. I kabinen er stilen ubetinget som mærkets dyreste. Egenskaber, der skal være med til at holde den nye Cs salg på niveau med den nuværende, der har sat salgsrekord.
Så klar er udmeldingen fra Mercedes-Benz ved den internationale præsentation af den nye C-Klasse. Vel er især den mindre A-Klasse, forhjulstrækkeren, med til at udvide det samlede antal producerede biler, og dermed koncernens volumen. Men det er den mindste af de "rigtige" Mercedeser, baghjulstrækkeren C-Klasse, der er storsælgeren. Derfor står millionerne på spil, når en nyt C lanceres, som det sker i dag her i Marseilles med verdenspressens første ture i 2015 C-Klasse.
I første omgang kommer tre versioner til Danmark, de to benzinere C180 og C200 og dieselen C220 BlueTec. Med startpriser på 490.000 kroner for C på benzin og fra 550.000 kroner for diesel lægger det tyske mærke ud med aggressive priser.
- Vi solgte flere C-Klasser i 2012 end i 2013 så vi har høje forventninger til salget af den nye C-Klasse, siger Lars het van Erve, PR-ansvarlig for Mercedes-Danmark.
Men hvordan kører den så, stjernemærkets konkurrent til den nyeste BMW 3-serie (fra 2012) og Audi A4, der får sin efterfølger til efteråret?
Mercedes lægger disse år afgørende vægt på køredynamik og præcist hvad køredynamik, og dermed køreglæde, angår, er den nye C helt på toppen. Umiddelbart vurderet et nummer gladere på rattet end BMWen og markant mere end Audi A4.
Men den nyeste C er hævder sig ikke udelukkende på køreglæde. Måske er bilens stærkeste kort dens design. Direkte smuk at se på, vurderede de fleste biljournalister ved premieren i Sydfrankrig. Men især den bløde taglinje bagtil har sin pris pladsen på bagsædet er ikke på niveau med hverken BMW eller Audi.