CAD overvejer at anke Autobutler-påbud
Det var ulovligt, da brancheorganisationen CAD opfordrede sine medlemmer til at boykotte udbudsportalen Autobutler.dk, har Konkurrencerådet afgjort.
CAD tager afgørelsen til efterretning, men overvejer at anke afgørelsen inden for de fire ugers betænkningstid.
På Autobutlers udbudsportal for værkstedsarbejde på internettet kan forbrugerne indhente uforpligtende tilbud på service og reparation af biler i hele landet og vælge det billigste og bedste tilbud. Tilbuddene er lagt ind af tilsluttede værksteder på autbutler.dk, der betaler for ydelsen til Autobutler.
Trækker boykot tilbage
Det var i april 2012, at CAD-direktør Erik S. Rasmussen, her i fagbladet Motor-magasinet, opfordrede medlemmerne af den store brancheforening med 1800 frie værksteder til ikke at bruge værkstedportalen Autobutler.dk. I indlægget tog Erik Rasmussen blandt andet afstand fra Autobutler med vendingen "Værkstedsarbejde egner sig ikke til udbud hos edb-drenge, der blot vil tjene på andres arbejde" og "Det er en forretningsmodel, vi fraråder vore medlemmer at kaste sig ud i".
Det er denne opfordring, som Konkurrencerådet nu har givet CAD påbud om at trække tilbage via en række sanktioner.
Sag i en gråzone
I en kommentar til dommen siger Erik S. Rasmussen til Motor-magasinet, at han, CADs bestyrelse og de hyrede juridiske eksperter hele tiden har troet på, at CAD som brancheorganisation har holdt sig inden for Konkurrencelovens grænse for sådanne branchepolitiske tilkendegivelser.
- Men det har Konkurrencerådet altså nu udtalt, at vi ikke må, og det tager vi til efterretning. Samtidig vurderer vi nu, om vi vil bruge yderligere 5000 kroner i gebyr og et ikke uvæsentligt stort ekstra beløb på at anke denne sag, som vi mener befinder sig en gråzone, siger Erik S. Rasmussen. Han understreger, at CAD trods alt er blevet dømt med lovens mildeste sanktion, nemlig et påbud om at stoppe opfordringen om boykot, hvilket skete allerede da konkurrencemyndighederne anlagde sagen for små to år siden, samt at kommunikere ud til medlemmerne, at CAD ikke længere må anfægte Autobutlers virke.
Erik S. Rasmussen mener ikke, sagen får skadelig indvirkning på CADs omdømme. Og han ønsker ikke at kommentere, hvor meget Autobutlers indtræden i markedet kan have koste hans medlemmer omkring prispres på værkstedsopgaverne.
Skaber gennemsigtighed
Fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udtaler direktør Agnete Gersing, at det er en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, når en stor brancheorganisation som CAD opfordrer til at boykotte Autobutler.
- Portalen bidrager til at øge konkurrencen blandt autoværksteder i Danmark, fordi den skaber gennemsigtighed og medvirker til at øge prispresset på værkstederne til gavn for dem, der skal have repareret deres bil. Konkurrencerådets afgørelse kommer både forbrugerne og de mest effektive autoværksteder til gode. Ved at bruge portalen får de effektive værksteder bedre mulighed for at hverve nye kunder, og forbrugerne vil spare penge på deres værkstedsregning, udtaler Agnete Gersing.
Klæder bilejere på
Også FDM er tilfredse med Konkurrencerådets afgørelse, da gennemsigtighed generelt er godt for forbrugerne.
- For at forbrugerne kan få ordentlige priser på værkstedsmarkedet, er det afgørende, at der er konkurrence og gennemsigtighed. Her kan værkstedsportaler, på samme måde som rundringninger, klæde forbrugerne på i forhold til priser og indholdet af værkstedsbesøget. Derfor støtter FDM alle tiltag, der giver forbrugerne et forbedret beslutningsgrundlag på et ofte uigennemskueligt marked, siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen.
CAD: Årelang klarhed
Til kommentarerne fra FDM og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen siger CAD-direktøren, at der på internettet længe også før Autobutlers fremkomst har været masser af gennemsigtighed på priser og ydelser.
- Vores værksteder har i årevis skiltet med timepriser og givet overslag på reparationspriser. Markedet er benhårdt, og der har aldrig været så mange værksteder som i dag, og det giver forbrugerne gode muligheder for at indhente meget skarpe pristilbud via internettet, siger Erik S. Rasmussen.
Autobutler ønsker seriøsitet
Også Autobutler, som sagens anden hovedperson, tager Konkurrencerådets afgørelse til efterretning. Herfra melder de to partnere og stiftere Christian Legêne & Peter Michael Oxholm Zigler, at de nu ser nu frem til en positiv og konstruktiv dialog med CAD og deres medlemmer.
- Autobutler har altid haft et stort ønske om at samarbejde med branchens bedste værksteder, og det gælder i særdeleshed CADs medlemmer, da vi ved, at CADs værksteder står for seriøsitet og kvalitet i det udførte arbejde.
- Vores koncept over for de mere end 150.000 bilejere, der hver måned besøger autobutler.dk, går på at skabe gennemsigtighed i forhold til pris, service og kvalitet på markedet for autoreparationer. Vi står for objektivitet og har ingen interesse i at fremhæve et givent værksted frem for et andet. Det, der er essentielt for Autobutler, er, at alle reparationer udføres af seriøse kvalitetsværksteder, som enten er medlem af en kæde, forening eller er autoriseret. Vi kan desuden konstatere, at udviklingen går i retning af, at flere og flere bilejere i højere grad end tidligere vægter gode brugerbedømmelser, når de skal vælge værksted.
- Vi håber derfor på, at vores mange nye bilejere i fremtiden igennem autobutler.dk får mulighed for at få serviceret deres bil hos endnu flere lokale CAD værksteder, og derigennem kan blive faste, glade kunder, udtaler de to Autobutler-stiftere.