Bilforhandler idømt ubetinget fængselsstraf
DBFU bakker op om tidligere bestyrelsesmedlem Henrik Bollerslev, Lindholm Biler, der skal to måneder i fængsel og betale 575.000 kroner i bøde for afgiftsunddragelse ved parallelimport af syv nye biler.
Han er dømt for at have snydt statskassen for registreringsafgifter og moms ved at parallelimportere de syv biler til en værdi af 1,1 millioner kroner. Henrik Bollerslev forventer at anke dommen.
En anden medskyldig blev også dømt. Han skal dog ikke i fængsel, idet hans otte måneders fængselsdom blev gjort betinget. Også han skal aftjene 150 timers samfundstjeneste. En tredje tiltalt blev frikendt.
Dommen er første afsnit i den omfattende sag, idet der næste år falder dom mod Lindholm Biler om parallelimport af 100 Seat-biler.
Alt for langstrakt sag
Fra DBFU siger forretningsfører Karl-Ove Pedersen, at det kan undre, at der skal gå seks et halvt år, før en sag om beregning af registreringsafgift på importbiler kan blive afgjort.
- Der er jo noget galt med vores afgiftssystem, når anklageren skal bruge så lang tid på noget, der burde være såre simpelt. Kan det skyldes, at registreringsafgiftssystemet er så kompliceret, at selv Skat ikke kan finde hoved eller hale i det, og anklagemyndigheden derfor skal bruge så mange år til at forberede en sag om import af syv biler fra USA?, spørger Karl-Ove Pedersen retorisk og fortsætter:
- Alle, der beskæftiger sig med import af biler, risikerer at stå med det ene ben i fængsel, når systemet er så kompliceret, at ingen, end ikke Skat selv, kan finde ud af reglerne. I sagen fra Viborg var metoden til afgiftsberigtigelse forhåndsgodkendt af Skat, og alligevel idømmes der en meget streng straf for påståede omgåelser af reglerne.
- Umiddelbart synes det også som om, der er markante forskelle på, hvordan man håndterer beregning af afgifter på biler importeret ad de officielle kanaler og på biler der parallelimporteres. Så denne indtil videre ulykkelige dom er samtidig et opråb til politikerne om at få ændret registreringsafgifterne, siger brancheorganisations-chefen. Han tilføjer, at DBFU bakker fuldt og fast op om Henrik Bollerslev, hvis han vælger at anke sagen.
Dømt med i skatteudvalg
Henrik Bollerslev fortæller til Motor-magasinet, at det har været en hård kamp i alle årene, hvor han har set flere efterforskere og anklagere blive udskiftet undervejs, nogle er gået på pension. Henrik Bollerslev har siddet i DBFU-bestyrelsen og fungerer i dag i flere brancheudvalg - blandt andet i Skat-samarbejdsudvalget, der hjælper med at udarbejde niveaulister for netop afgiftsberigtigelse af importbiler.
- Jeg har på intet tidspunkt villet snyde systemet og har hele tiden tilbudt Skat og anklagemyndigheden med at være behjælpelig. Så jeg kan ikke se andet her efter dommen, end at jeg vil anke. Blandt andet fordi, efterforskningen har taget urimelig lang tid og har bevæget sig ud i 7-8 lande. Det har været op ad bakke, og jeg er blevet 20 år ældre på de seks et halv år.
- Jeg er ikke bitter på Skat og synes, vi har et godt samarbejde. Men de danske bilafgifter skal være mere forenklede - det er enerverende at modtage en fængselsdom på baggrund af syv usælgelige biler, som vi ikke tjente penge på. Faktisk solgte vi kun en enkelt og havde seks som demobiler i snit 366 dage.
Uacceptabel importforskel
- De officielle bilimportører må alting og kan få lov til at sætte mindstebeskatningsprisen i nærheden af halvdelen af udsalgsprisen - det giver ingen mening og er simpelthen statsgodkendt forskelsbehandling. Det er utroligt, at vi i Danmark - ud af 28 EU-lande - er de eneste, der næsten 50 år efter vores indtræden i EU endnu ikke har nævneværdig parallelimport. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skal være monopol på salg af nye biler. Vi i brugtbilbranchen vil rigtig gerne have konkurrence på lige vilkår omkring nybilsalg. Men havde jeg forudset dette resultat af et langstrakt og hårdt forløb, ville jeg ikke have brugt mit liv på parallelimport, siger Henrik Bollerslev.
Skype samtale om Anders And-fakturaer
Under retssagen fremlagde anklager Jens Severinsen, Midt & Vestjyllands Politi, blandt andet et lidt specielt bevis i form af en korrespondance på Skype, som Henrik Bollerslev angiveligt skulle have ført med en af de medtiltalte.
I samtalen bliver der talt om Anders And-fakturaer og om, hvorvidt Skype er et sikkert sted at kommunikere.
- For os peger det i retning af, at der bevidst er udeladt dele af købesummen på de her biler, og at man dermed har angivet en for lav købesum over for Skat og så har fået et for lavt registreringsafgiftsgrundlag, forklarer Jens Severinsen til TV Midt/Vest.
Henrik Bollerslev siger til Motor-magasinet, at anklagemyndigheden har plukket i samtalen og dermed ikke viser helheden, der blot var "drengesnak".
Købte ny bil som bevisførelse
Under retssagen købte Henrik Bollerslev en fabriksny bil til under mindstebeskatningen for at bevise, at dette finder sted - modsat anklagemyndighedens påstand. Købsaftalen blev fremlagt som dokumentation i retten. Det resulterede i, at den pågældende sælger blev bortvist fra nybilforhandleren, som til retten meldte, at "sælgeren til virksomhedens store forundring har medvirket til en fiktiv handel uden avance, som aldrig ville acceptere".
Henrik Bollerslev kalder det efter domsafsigelsen rystende, at et ekspertvidne fra Skat - mod bedre vidende - fortalte retten, at der ikke sælges biler til under mindstebeskatningspriserne.