Magnussens chef: Vi overhaler snart Mercedes
Kevin Magnussens Formel 1-bil lukker hullet op til dominerende Mercedes før sæsonens femte løb, lyder planen.
McLarens tekniske direktør, Eric Boullier, sætter nu et konkret mål for, hvornår holdets biler skal kunne måle sig med Mercedes-racerne og køre endnu stærkere.
- Hen over vinteren fokuserede vi meget på at opbygge en solid og driftsikker bil, fordi vi mente - og det blev bekræftet i Australien - at driftsikkerhed er nøglen til at vinde flest point i begyndelsen af sæsonen.
- Nu presser vi meget aggressivt på for at udvikle ydeevnen. Vi har brug for klart at indhente afstanden til Mercedes og også nogle andre. Vores mål er at indhente dem før Barcelona og bygge ovenpå over de første løb i Europa, siger Eric Boullier.
Det spanske Formel 1-løb, som er det femte ud af i alt 19 i sæsonen, bliver kørt 11. maj.
Kevin Magnussen og britiske Jenson Button endte som henholdsvis nummer to og tre til søndagens Formel 1-grandprix i Melbourne. Men hurtigst af alle var Mercedes-køreren Nico Rosberg, der slog McLaren-kørerne med adskillige sekunder.
Podiepladserne i Melbourne var en succes for McLaren, da det er holdets første siden 2012. McLaren havde en dårlig sæson sidste år, hvor de var langt efter konkurrenterne.
Eric Boullier understreger, at andre Formel 1-hold, som ikke levede op til forventningerne i Melbourne, kommer til at sætte farten op, når de først får løst de tekniske udfordringer.
Formel 1-bilerne er fra denne sæson blevet ramt af en række nye ændringer. De mange tekniske krav og regler har skabt problemer for holdene - og sæsonåbningen i Australien var ingen undtagelse.
/ritzau/Reuters