Rattet rundt med motorsporten
DEN BRØNDBY-BASEREDE gokartklub BGK (Børnenes Gokart Klub) har modtaget flot hæder for sine mange aktiviteter gennem to år i DASU-regi ved Dansk Automobil Sports Unions årlige repræsentantskabsmøde med breddeprisen Gert Nielsen Prisen, der blev uddelt for 13. gang.
EU HAR KIG PÅ karteldannelse omkring Formel 1, der, som bekendt, er big business med mange penge involveret, ifølge motorsporten.dk. Formel 1-arrangørerne består af en strategigruppe med ejeren af de kommercielle rettigheder, kapitalfonden CVC, Bernie Ecclestone, samt Ferrari, Red Bull, McLaren, Williams og Mercedes. Andre teams har ingen adgang. Og Ferrari har veto-ret. EUs nye konkurrencekommissær, som et eventuelt problem hører under, hedder i øvrigt Margrethe Vestager.
DTC-STJERNEN MICHAEL OUTZEN bakker op om den nye Supertourisme-klasse, som mange forventer sig meget af den kommende sæson. Publikums-yndlingen har indgået en aftale med sit gamle team, JM Racing, der har bestilt to biler.
BILLETSALGET TIL Copenhagen Historic Grand Prix i weekenden 1.-2. august er åbnet, og priserne er justeret nedad med 25-50 kroner.
TEAMCHEF MARCO MATTIACCI holdt kun otte måneder hos Ferrari, der ikke har klaret Formel 1 sæsonen specielt godt med kørerne Fernando Alonso og Kimi Räikkönen. Ny teamchef er Maurizio Arrivabene fra den store Ferrari-sponsor Philip Morris, som også er medlem af Formel 1 kommissionen.
ESSEN MOTOR SHOW, med alt i race varer til 7. december. WTCC verdensmesteren fra denne sæson, José Maria Lopez, skal her promovere tilbagekomsten af serien til Tyskland efter flere års fravær, hvor det går løs på den gamle Nürburgring 15.-16. maj.
HANKOOK ER BLEVET eksklusiv dækleverandør med Ventus Race dæk til den nye Audi Sport TT Cup, der hænger sammen med den tyske DTM-serie i 2015.
NORSKE PETTER SOLBERG (Citroën DS3) blev den første vinder af Total Rallycross Argentina, kørt I San Louis.