Løsning fundet for autoteknologerne
Autoteknologuddannelsen i Aarhus fortsætter, efter at der er indgået en samarbejdsaftale mellem Aarhus Tech og Aarhus Maskinmesterskole.
Uddannelsen til autoteknolog har eksisteret i seks år og er udviklet og gennemført af Aarhus Tech. Uddannelsen er værdsat af branchen, de studerende og de medarbejdere, der er knyttet til uddannelsen. Men som Motor-magasinet beskrev i sidste uge havde Erhvervsakademi Aarhus, der udbyder uddannelsen, opsagt aftalen med Aarhus Tech, og optaget af et nyt hold elever til skolestart i februar var blevet droppet.
Forpligtigende samarbejde
Nu er der etableret et forpligtende samarbejde mellem Aarhus Tech og Aarhus Maskinmesterskole for at styrke uddannelsens fortsatte udvikling og drift.
"Samarbejdet vil tage udgangspunkt Aarhus Techs mangeårige erfaring med uddannelsen og vil blive suppleret med Aarhus Maskinmesterskoles viden, kompetencer og faglige miljø. Målet med samarbejdet er at fremtidssikre autoteknologuddannelsen for de studerende og branchen samt at styrke opbygningen af et stærkt fagligt miljø, der også fremadrettet består af fastansatte undervisere suppleret med specialister fra branchen," hedder det i en pressemeddelelse fra Erhvervsakademi Aarhus.
Racing og motorsport
Aftalen om autoteknologuddannelsen indebærer, at uddannelsen fortsat vil have speciale inden for motorsport og racing, hvilket gør uddannelsen unik i Danmark og attraktiv i et internationalt perspektiv.
- Jeg er glad for, at problemerne vedrørende videreførelse af uddannelsen og dens højteknologiske faglig profil ser ud til at have fundet en løsning til glæde for de studerende, branchen og de mange medarbejdere, der har arbejdet entusiastisk med undervisningen af de studerende. Jeg ser frem til et godt samarbejde med Aarhus Maskinmesterskole om uddannelsens fremtid, siger uddannelsesdirektør Mogens Enevoldsen fra Aarhus Tech. Han suppleres af rektor Christian Mathiasen fra Erhvervsakademi Aarhus:
- Vi har lyttet til branchen og de studerende og er kede af, at der er opstået usikkerhed om uddannelsens fremtid. Samarbejdet mellem Aarhus Maskinmesterskole og Aarhus Tech fjerner denne usikkerhed. Jeg har tillid til, at samarbejdet mellem Aarhus Tech og Aarhus Maskinmesterskole sammen med os sikrer de bedste rammer for uddannelsens fortsatte udvikling og drift.
Også Aarhus Maskinmesterskole er tilfreds med den nye aftale:
- Erhvervslivet i Aarhus forventer, at byens uddannelsesinstitutioner samarbejder, når det er til glæde for de studerende og erhvervslivet. Med samarbejdet om autoteknologuddannelsen udvider vi samarbejdet med både Aarhus Tech og Erhvervsakademi Aarhus. Dette er kun starten på at sikre Aarhus en lang række tekniske erhvervsakademiuddannelser, som kommer erhvervsliv og studerende til gavn, udtaler rektor Anders Hanberg fra Aarhus Maskinmesterskole.