Autobutler årets bedste danske start-up
Værkstedsportal vandt i sidste uge prisen som Danmarks bedste virksomhed i kategorien start-up i konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year.
- Vi er flere gange tidligere blevet anerkendt, og vi er naturligvis stolte over, at Danmarks største virksomheder nu har opdaget vores unikke produkt. Men det vigtigste for os er at opleve, hvordan vi hver dag får flere og flere tilfredse kunder. Alene i november har der således været 105.000 bilejere, som har besøgt autobutler.dk. Mange af dem er blevet kunder hos de tilknyttede værksteder og har givet en brugerbedømmelse, så andre potentielle bilejere kan til- eller fravælge værkstedet, udtaler Autobutlers partner og medstifter, Peter Michael Oxholm Zigler.
Har sprængt rammerne
EY-prisen som årets bedste danske virksomhed kommer efter et år, hvor at den danske vækstvirksomhed har fået over 70 millioner kroner fra udenlandske investorer og opbygget et samarbejde med tyske eBay, der tilbyder adgang til Autobutlers værksteder via sin tyske motorportal.
EY start-up 2014 er en del af verdens største konkurrence for entreprenører og virksomheder og den mest eftertragtede danske pris for danske vækstvirksomheder. Den tildeles personer, der har stort ambitionsniveau, gennemslagskraft og iværksætterånd. Der uddeltes priser i seks kategorier, mens Sitecore Corporation A/S blev landsvinder.
- Autobutler har med sin online værkstedsportal, hvor bilejere kan indhente tilbud fra flere end 1000 bilværksteder, baseret sin forretning på et unikt idégrundlag, og formået at gøre deres forretning effektiv og digital i en ellers fragmenteret industri. Autobutler hører til den type af iværksættere, der med en sjælden sans for virksomhedsledelse har sprængt rammerne for succes - og så endda i et stærkt konkurrencepræget marked. De har søgt råd og vejledning helt fra begyndelen og formået at tiltrække dygtige investorer til at finansiere deres ekspansion og har på kort tid demonstreret både vækst og indtjening, udtaler Carsten Collin, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year, ifølge en pressemeddelelse.