23948sdkhjf

Bilforhandlere havde sløjt 2012

Ny analyse af Danmarks 400 største bilforhandlere og 17 største bilimportører fra Dansk Brancheanalyse Aps.
De danske bilforhandlere havde et sløjt 2012, hvor over halvdelen af deres overskud blev barberet væk i forhold til 2011, sådan at forhandlernes samlede overskud landede på 205 millioner kroner. Til gengæld havde de 17 importører deres næstbedste år nogensinde og landede på et overskud på 568 millioner.

Det viser en analyse af Danmarks 400 største bilforhandlere og 17 største bilimportører, udgivet af Dansk Brancheanalyse Aps.

- Det var vel nok væksten der drillede, idet bilforhandlerne mistede 2,6 procent i omsætning i 2012, og importørerne mistede 6,8 procent af omsætningen, og det på trods af at salget af nye køretøjer i Danmark steg med 0,3 procent. Med andre ord er den gennemsnitlige bil blevet endnu billigere i 2012 end i 2011, en tendens som vi er ret overbevist om, er fortsat her i 2013, hvor 9 ud af de 10 mest solgte biler i Danmark kan betragtes som mikrobiler. Danmark er sådan set blevet et mikrobilland, siger Ole Egholm.

Anden boldgade

Danmarks 400 største bilforhandlere omsatte i 2012 for 52 milliarder kroner og havde 15.194 ansatte, svarende til at branchen har mistet 136 arbejdspladser i 2012. De 400 største bilforhandlere repræsenterer cirka 95,8 procent af omsætningen hos danske nyvognsforhandlere. De sidste 4,2 procent af omsætningen ligger hos virksomheder uden offentligt tilgængelige regnskaber eller hos ganske små forhandlere, idet analysen er begrænset til forhandlere med ni ansatte eller personaleomkostninger for mindst tre millioner.

Gennemsnitslønnen i branchen, forstået som virksomhedens samlede personaleomkostninger per ansat, ligger på omkring 375.000 kroner per ansat, op med 1,6 procent fra 2011, og overskuddet hos bilforhandlerne svarede til 13.504 kroner per ansat.

- Begge tal lyder fine, men sammenlignet med andre erhverv er bilforhandlerbranchen fortsat et lavtlønserhverv, og et overskud på 13.504 kroner er nok også lige på smertegrænsen, når vi indregner, at branchen også har investeret nævneværdig kapital. Branchens egenkapitalforrentning var 5,7 procent i 2012, oplyser Ole Egholm.

Nøgletal for bilimportørerne var i en helt anden boldgade, med en gennemsnitsløn, der ligger 69 procent over bilforhandlernes (634.000 kroner per ansat), og et overskud per ansat, der med 684.930 kroner var mere end 50 gange større end hos bilforhandlerne. Bilimportørerhvervet er et nicheerhverv med en helt fænomenal indtjening.

Flere konkurser

- Analysen gennemgår alle de 400 forhandleres og 17 importørers regnskaber med en tættekam, og vi præsenterer en lang række lister over de bedste og de værste resultater i branchen. Vi ser også på tværsnit af branchen, først og fremmest efter hvilke bilmærker, der forhandles, men også efter ejerforhold, geografi, om der er en mand eller kvinde i direktionen eller hvor mange forretninger bilforhandleren har. Endelig gennemgår vi også bilforhandlernes balancer for at få styr på, hvem der har for kække aktiveringer, og hvem der har for farlig gældsætning, og omvendt, hvem der også har nydelige balancer. Vi tillader os også at lave en oversigt over, hvilke virksomheder vi anser for konkurstruede, siger Ole Egholm og tilføjer:

- Inden for de seneste 12 måneder har vi desværre konstateret, at otte bilforhandlere, som indgik i sidste års analyse, nu er konkurs. Det var flere end vi forventede, og belært af fortiden, og af regnskaberne, forventer vi desværre, at 2014 vil byde på samme niveau for konkurser hos bilforhandlerne.

Mere på www.danskbrancheanalyse.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109