23948sdkhjf

Højere reparationsgrænse skaber genbrugsoptimisme

Hos Dansk Autogenbrug kan Børge Madsen efterhånden mærke en effekt af den hævede reparationsgrænse, men efterspørger en permanent løsning. Ellers er der tale om en stakket frist.
Da nytårsklokkerne bimlede, og 2013 blev til 2014, skete der også en forøgelse af reparationsgrænsen. Frem til udgangen af 2015 er den nemlig kunstigt forhøjet fra 65 til 75 procent. Det skulle sætte gang i hjulene i autobranchen, og hos ophuggerne begynder de nu at kunne mærke en øget efterspørgsel efter deres dele.

- Jeg sporer en smule optimisme, efter at reparationsgrænsen er blevet hævet til 75 procent. Vi kan mærke, at der derfor er kommet mere efterspørgsel på brugte dele, siger Børge Madsen, direktør i DAG.

Søger politisk hjælp

Folkemødet på Bornholm før sommerferien var et af de steder, hvor DAG forsøgte at skaffe politisk fokus på behovet for en mere permanent løsning omkring reparationsgrænse og brug af brugte dele i genopbygningsprocessen af skadede biler. Nu er der imidlertid kommet nye skatte- og miljøministre, hvilket gør, at der nu er nye personer, der skal sætte sig ind i sagen.

- Jeg tror ikke på, at de holder fast i reparationsgrænsen på 75 procent. Men det ville være dejligt, hvis vi kunne få opgjort skadede biler med brugte dele. Der er jo tale om dele i en tilsvarende stand, så hvis bilen har kørt 50.000, leverer vi jo ikke en del, der har kørt 400.000, forklarer Børge Madsen og fortsætter.

- Vi har masser af gode dele, og flere steder bugner lageret af dem. Men vi kan ikke komme af med dem grundet den nuværende måde at opgøre skaderne på. Og jeg tror, det er en stakket frist med autogenbrug i Danmark, hvis der ikke bliver gjort noget, siger Børge Madsen.

Han melder også om, at DAG sammen med andre foreninger i autobranchen er begyndt "at stikke hovederne sammen", så de som samlet branche kan lægge tryk på politikerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078