Nyt netværk hjælper autovirksomheder til vækst
En række midtjyske autovirksomheder er nu samlet i et netværk, som skal øge konkurrencekraften og sikre virksomhederne vækst i fremtiden. Netværket er etableret af Viborg-egnens Erhvervsråd.
Rejsen begynder i Midtjylland nærmere bestemt i og omkring Viborg, hvor alle firmaerne har hjemme. Her har de dannet Danish Automotive Group ud fra ideen om, at de otte meget forskellige firmaer fra bilindustrien kan hjælpe hinanden med at sælge flere produkter i udlandet.
- Der findes ikke lignende samarbejder inden for denne branche i Danmark i dag, så det er nye veje, vi her triller ud på, men jeg tror blandt andet, at det vil gøre det nemmere at få kunder fra udlandet til at komme til Viborg, fordi vi netop har en bred vifte af produkter at vise frem, forklarer Morten Vammen, CCO hos JP Group i Viborg, som er et af de deltagende firmaer.
Planen
Firmaerne forhandler blandt andet reservedele til biler, udluftningsanlæg og lifte til autoværksteder, ruder til biler, testudstyr til synshaller, måleudstyr til mekanikere og også et enkelt uddannelsessted har fået plads på rejsen.
- Det ligger os meget på sinde i Viborg-egnens Erhvervsråd at skabe de bedst mulige vækstvilkår for virksomheder på alle niveauer i Viborg Kommune. I det lys er vi ikke i tvivl om, at Danish Automotive Group-netværket kan hjælpe virksomhederne på vej mod nye forretningsmuligheder. Mest af alt fordi de sammen er stærkere, men også fordi produkterne ved siden af hinanden fremstår som en meget attraktiv samarbejdspartner i et skarpt, internationalt konkurrencemiljø, fortæller Flemming Moeslund Sørensen, erhvervskonsulent hos Viborg-egnens Erhvervsråd og koordinator for gruppen.
Når Automechanika-messen i Frankfurt løber af stablen 16.-20. september, bliver det med deltagelse af flere af medlemmerne i gruppen.
Udover deltagelsen ved Automechanika-messen i Frankfurt planlægger Danish Automotive Group i samarbejde med erhvervsrådet også en tur til Istanbul i foråret 2015.
Mere på www.DanishAutomotiveGroup.com