Bilhandlere tjener for lidt
Trods rekordsalg falder indtjeningen i bilbranchen og flere får underskud. Højere produktivitet og nye registreringsafgifter skal ændre billedet, mener Bilbranchen.
De mellemstore forhandlere med mellem 15 og 25 ansatte er hårdest ramt. Her er indtjeningennæsten halveret over de seneste to år, selv om der i begge år er sat ny rekord for nybilsalget.
Analysen afslører en branche, som i den grad er udfordret på indtjeningen i et marked, hvor forbrugerne har ændret vaner. Der skal ske forandringer på mange områder, hvis udviklingen skal vendes, siger ansvarlig partner Lars B. Nielsen, Deloitte, i DI-bladet Business.
I efteråret 2013 undersøgte Bilbranchen, hvordan det stod til med produktiviteten i bilbranchen, og den viste et betydeligt efterslæb i forhold til andre brancher.
Vi har også kigget på produktiviteten i vores analyse. Den viser, at produktiviteten stiger, jo større forhandlerne er. Indtjeningen hos de store er stadig lavere end hos de mindre, men forskellen er ved at udligne sig, og jeg tror, det betyder, at vi i de kommende år får et udskilningsløb, hvor der bliver måske 1012 store landsdækkende forhandlere, de mellemstore glider ud, og så bliver der et marked også for de mindre, vurderer Lars B. Nielsen.
Løft produktiviteten
I Bilbranchen pointerer branchedirektør Thomas Møller Sørensen, at indtjeningen i branchen især bliver presset af en registreringsafgift, som favoriserer mindre biler.
Det er absurd, at man favoriserer de små biler så ekstraordinært, når der er mange eksempler på, at de større biler er mindst lige så miljøvenlige, og i øvrigt er langt sikrere at køre i, siger han.
Ingen lande omkring os har samme system, og derfor er salget af de små biler, ifølge Thomas Møller Sørensen, langt mindre der.
Det betyder, at producenterne gerne sender de små biler til Danmark. Det presser markedet og betyder reelt, at forhandlerne tit sælger de små biler med tab, som de så håber at få ind på eftermarkedet altså service og reparationer, siger Thomas Møller Sørensen.
Derfor så han gerne, at registreringsafgiften blev omlagt, så den blev baseret på bilens tekniske egenskaber og ikke, hvad det har kostet at producere den.