23948sdkhjf

Autobutler i lånte fjer

Juristerne i AutoBranchen Danmark, tidligere D.A.F., har været nødt til at gribe ind over for en række Autobutler værksteder, der på Autobutlers hjemmeside stod opført som medlemmer af D.A.F., selv om de ikke var det. Autobutlers svar: Én fjer er blevet til fem høns.
- Vi er selvfølgelig smigrede over, at så mange værksteder ønsker at benytte vores logo. Men det er et kvalitetsstempel, som kun må bruges af de virksomheder, der er godkendt som medlemmer af AutoBranchen Danmark. Når værksteder anvender vores logo uden at være medlem af organisationen, er det en overtrædelse af både markedsføringsloven og varemærkeloven, siger adm. direktør Jens Brendstrup.

Juristerne har derfor både kontaktet værkstedsportalen Autobutler og taget direkte kontakt til de cirka 20 Autobutler værksteder, der uberettiget angav at være D.A.F. medlemmer. Så D.A.F. logoet nu er fjernet fra alle, der ikke er medlemmer af D.A.F./AutoBranchen Danmark.

Det var også lidt af en overraskelse for direktør Kenneth Rafn-Larsen fra Rafn-Larsen Automobiler A/S i Ballerup, der pludselig opdagede, at hans virksomhed stod opført på Autobutlers liste over tilmeldte værksteder, selv om det overhovedet ikke var tilfældet.

- Vi opfordrer nu alle vores medlemmer til for en sikkerheds skyld at tjekke Autobutlers hjemmeside for at se, om de står opført som Autobutler værksted uden at være det, siger Jens Brendstrup.

Autobutler svarer

Under overskriften "én fjer blev til fem høns" svarer autobutler.dk, at man har noteret sig henvendelsen fra D.A.F. og taget det til efterretning med det samme.

- Vi gør et stort arbejde ud af at sikre, at alle værksteder på autobutler.dk alene anvender referencer til eksempelvis autorisation eller tilknytning til kæder, organisationer, foreninger eller lignende, som er både faktuelle og er baseret på et gyldigt medlemskab, når de registrerer deres profil på autobutler.dk. Det er dog til hver en tid værkstedets forpligtelse, jævnfør vores betingelser, alene at uploade materialer/logoer, som de rent faktisk er berettiget til at anvende, udtaler adm. direktør hos autobutler.dk, Christian Legêne.

- Omkring Rafn-Larsen Automobiler A/S i Ballerup, har denne forhandler aldrig været registreret på autobutler.dk som et aktivt værksted, men på lige fod med eksempelvis Krak, Eniro, De Gule Sider, PROFF og andre søgetjenester er samtlige danske værksteder i Danmark listet på autobutler.dk. Ønsker man at få sit navn fjernet her, sørger vi naturligvis for det med det samme, som det også var tilfældet i Kenneths Rafn-Larsens sag, da han for mange måneder siden rettede henvendelse til os, tilføjer Christian Legêne.

- Autobutler.dk oplever for tiden en kæmpe interesse for vores koncept, og vi forventer i første kvartal at runde 1000 tilmeldte værksteder. Til den tid vil 200-250 mærkeværksteder være en del af vores koncept. Vi har ved gentagne lejligheder forsøgt at skabe grundlag for en dialog med D.A.F., men frem for konstruktiv dialog møder vi ofte negativ omtale og henvendelser som disse. Det synes vi er ærgerligt, især når mange af branchens værksteder står over for en kæmpe udfordring i forhold til at opretholde deres omsætning og indtjening, udtaler Christian Legêne og fortsætter:

- Døren er åben hos os, og vi står også på mål for, at autobutler.dk langt fra er perfekt og som alle andre begår fejl, men vi vil gerne benytte denne lejlighed og opfordre alle til at holde fast i substansen, som er at skabe værdi for både bilejere og værksteder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095