23948sdkhjf

CAD anklager SMC for falsk kulancesnak

De frie værksteders brancheorganisation vil indbringe VW-importøren for konkurrencemyndighederne og måske retslige instanser efter afvisning af frit reparerede motorer med kædeproblemer.
Adskillige sager med VW-motorer, repareret på frie værksteder for et velkendt kædeproblem, og som VW ikke vil dække omkostningerne på, hober sig op på skrivebordet hos direktøren for de frie værksteders brancheorganisation, CAD, Erik S. Rasmussen. Han har skrevet et brev til VW-importøren Skandinavisk Motor Co. A/S og fået at vide, at importøren ikke vil dække biler repareret på frie værksteder.

CAD vil nu lade en række sager, hvor VW-ejere er kommet i klemme, undersøge af de højere juridiske instanser med speciale på området.

- Sagen er hullet som en si. Det lød ellers så flot, da SMC meldte ud i pressen om sin håndtering af sagen, at både FDM og den øvrige omverden hoppede på limpinden. Men SMC vil altså ikke hjælpe de bilejere, der har fået det omfangsrige motorproblem repareret på et frit værksted.

- SMC siger ellers, at det kun drejer sig om få sager, så jeg kan ikke forstå, at man fra denne store importør – der har en kvart milliard kroner i overskud, ifølge Motor-magasinets Top 100-tillæg – vil risikere at lide alvorlig skade på sit image ved ikke at få dette sidste lille hjørne med i sin udbedring af problematikken, siger Erik S. Rasmussen.

Han mener, som uddannet jurist og advokat, at problemstillingen ikke har noget med kulance at gøre. Når der er tale om en længe kendt konstruktionsfejl, mener CAD-direktøren, at der er tale om erstatningsret, hvor helt andre vilkår gælder end almindelig kulance, der jo – som bekendt – er på producentens vilkår og nåde.

- VW og SMC er i ond tro i denne sag og har været tyst ved dørene længe. Man har forsøgt at dysse sagen ned med kulancesnak. Men i CAD vil vi naturligvis ikke lade vores værksteders kunder i stikken og arbejder på at få udarbejdet et juridisk responsum i sagen, hvor vi har fat i landets førende juridiske kapaciteter på området.

- Desuden må sagen også være interessant for Konkurrencestyrelsen at kigge på, da de frie værksteder, med den manglende dækning fra SMC, bliver hængt ud som en markedsaktør med håret i postkassen. Dermed er CAD inde og varetage bilejernes interesser – hvor er FDM henne i denne sag?, spørger Erik S. Rasmussen.

CAD tjente pengene

Motor-magasinet har forelagt sagen for både SMC, der ikke har kommentarer til problemstillingen, og FDM. Fra FDM siger chefjurist Per Alkestrup, at det netop er FDM, der har fået udvirket aftalen på bilisternes vegne med SMC – og dermed varetaget bilisternes interesser.

- Men det er rigtigt, at bilister, der har fået udført decideret reparationsarbejde, som følge af motorkædeproblemet, på frie værksteder ikke er omfattet af SMC-aftalen. Det er vel ikke dybt urimeligt, at CAD og deres medlemsværksteder, der har haft indtægten på dette reparationsarbejde, selv dækker kunderne af og tager omkostningen, når nu CAD mener at varetage bilejernes interesser på linje med FDM, siger Per Alkestrup.

Som bekendt sender autoriserede mærkeværksteder regningen for kulance- og hjemkaldelses-reparationer tilbage i baglandet til bilimportør og bilfabrik. Om CAD-værkstederne får mulighed for dette vil CADs håndtering af sagen, og eventuelle dialog med SMC, vise.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.223