23948sdkhjf

Dækveteran slår på nye strenge

Michelin-veteranen Stig Lending har fået fortjenstmedaljen for 41 år i det franske dæk-firma.
Der er blevet mere tid til guitarspil, Tai Chi og ridning med det ældste barnebarn for Michelins tidligere reklamechef, Stig Lending, som midt i 2013 forlod Michelin i Danmark efter 41 år i dæk-firmaet. Kort inden jul modtog han Den kongelige Fortjenstmedalje. Den 21. januar fylder han 65 år.

- Ligeså godt jeg havde det med at arbejde, ligeså godt har jeg det med ikke længere at arbejde - allerede fra første dag. Jeg har det pragtfuldt og kan se tilbage på 41 gode år hos Michelin, hvor jeg fortsat har kontakt til tidligere kolleger og forhandlere. Jeg kan sagtens fylde mit liv som pensionist, siger Stig Lending, da Motor-magasinet op til jul møder Michelin-veteranen til en snak i huset ved Solrød Strand, dagen inden han skal modtage Den kongelige Fortjenstmedalje for sin tro tjeneste i det franske gummi-kompagni.

Efter en kort karriere som regnskabsmand i et amerikansk selskab kom Stig Lending til det ærkefranske selskab tilbage i 1972, hvor han begyndte i telefonekspeditionen og fik siden en tekniker-uddannelse i Michelin.

- Trods min uddannelse har jeg altid været en sprog-mand, og jeg kunne ikke lade være med at blande mig i selskabets annoncering. Det endte med, at jeg fik lov til at oprette firmaets egen reklameafdeling i 1975 - for kunne jeg måske gøre det bedre? Det er helt i Michelins ånd: Man får lov til alt. Man kan begynde ét sted, men slutte et helt andet sted, hvis man er god til noget. Det skyldes i høj grad ånden fra de to oprindelige Michelin brødre, man stiller spørgsmål ved alt. Det var en befrielse, at få lov til at sige det, man havde på hjerte. Men så må man jo også selv forsøge at gøre det bedre, husker Stig Lending, som med den nye reklame-afdeling lagde ud med at besøge alle landets dækforhandlere.

Superbrand

- Michelin havde dengang et image-problem, hvor selskabet kunne blive opfattet som restriktivt. Men vi var de eneste, som kunne levere radialdæk, og der var stor efterspørgsel. For mig handlede det om at overbevise dækcentrene om at gøre ting for dem, så de kunne sælge mere og samtidig fremstå som specialister via marketing og teknisk support, forklarer Stig Lending, hvis hjerte fortsat banker for Michelin, efter at have arbejdet under cirka 15 direktører for Michelin Gummi Compagni A/S, primært franskmænd.

- Michelin er et superbrand med en unik kendskabsgrad. Det ligger dybt i selskabets DNA at være super-kreative, og det mener jeg er bevaret gennem årene. Selv om Michelin i dag tænker internationalt, er det stadigvæk et fransk brand, hvor man tænker anderledes. I Frankrig er man god til at tage kulturen og historien ind i selskaberne, siger Stig Lending, som erkender, at det var en udfordring at starte den nye nordiske organisation i 2002, men den rigtige beslutning.

- Med ny teknologi skulle man reducere vanskelighederne mellem de nordiske lande. Selv har jeg ikke følt vanskeligheder - min chef flyttede blot fra Paris til Stockholm, bemærker Stig Lending, som frem til sin afgang beskæftigede sig med b2b marketing.

Lys fremtid

- Når man først kommer ind i Michelin, slipper man ikke ud igen. Det har været en sindssyg god arbejdsplads, og selv om det blev til hele 41 år, fik jeg hele tiden lov til at lave noget nyt og udvikle mig, det har været meget afgørende, siger den tidligere reklamechef, som i en længere periode også havde ansvaret på kontakten til de danske motorjorunalister, ligesom han i 12 år frem til 2004 stod bag Michelins livsstilsmagasinet (Wroum), som udkom i hele 120.000 eksemplarer.

- Langt hen ad vejen har jeg haft et taknemmeligt job og en drøm af en stilling, konstaterer Stig Lending, der i sin tid hos Michelin oplevede en tredobling af mærkets markedsandel i Danmark. Og for ham ser fremtiden fortsat lys ud for Michelin.

- Jeg tror, at selskabet bliver mere strømlinet. Vi følger lettere med udviklingen, blandt andet ved at udnytte internettet. Nu er vi igen de innovative, mener Stig Lending og tilføjer:

- Jeg tror, at Michelin stadig er verdensledende og ledende i Norden om 30-40 år - som et endnu større superbrand.

Slut med dansk kontor

Den officielle start af Michelin Gummi Compagni A/S i Danmark fandt sted den 15. januar 1927 med etablering af Michelins første domicil i Danmark, på H.C. Ørstedsvej i København.

I 2002 fik Michelin nordisk organisation med hovedkontor i Stockholm. Fra udgangen af 2013 er det også helt slut med dansk kontor, idet kontoret på Kirkebjerg Allé i Brøndby er forladt. Alle 22 ansatte i Danmark arbejder nu hjemmefra samt fra et kontorhotel i Greve med salg og marketing inden for de fem produktlinier: Person- og varevognsdæk, lastvognsdæk, landbrugsdæk, industridæk og dæk til motorcykler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156