23948sdkhjf

40 millioner så verdens første Formula E-løb

Der blev skrevet historie, da det første FIA Formula E- mesterskab blev afviklet med succes i Beijing.
Brasilianske Luca Di Grassi, Audi, endte med at stå øverst på sejrsskamlen i det første mesterskab i den nye Formel E-serie for elektroniske racerbiler. Det skete efter at førende Nicolas Prost, Renault, ramte Venturis Nick Heidfeld ved allersidste sving i kampen om føringen, hvilket sendte Heidfeld ud i et spektakulært uheld, som han heldigvis kunne forlade uskadt.

Således var der dramatik i serien, der fortsætter med endnu ni løb i alverdens storbyer. Beijings olympiske stadium lagde asfalt til det første løb. Omkring 40 millioner tilskuere formodes at have fulgt racet på diverse tv-stationer, foruden de 75.000 på stadion.

Andretti-kører Franck Montagny sluttede på andenpladsen næsten tre sekunder efter Di Grassi, med team-kammerat Daniel Abt på tredjepladsen – han blev efter løbet frataget sin placering på grund af for lidt forbrug i forhold til de krævede 28 kW. Virgin Racings kører Sam Bird fik derfor tildelt tredjepladsen.

Vinderen Lucas Di Grassi udtalte efter løbet:

- Først og fremmest er jeg glad for, at Nick er ok efter uheldet. Det viser, hvor sikre disse nye elektriske racere er. Jeg var heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Teamet har gjort et fantastisk arbejde gennem testkørsler og kvalifikationen, hvor vi har lavet et par fejl. Men jeg er ekstremt glad for at blive den første vinder af et Formel E-race.

Ens Renault-racere

Der er i alt 10 teams med hver 20 biler og 20 kørere. Til forskel fra det Formel 1, vi kender, er alle biler i Formel E ens. Spark Renault SRT01E er navnet på de lydløse racere, der med meget lav vægt, og en ydelse på i alt 270 hk ( 202 kW ) garanterer høj hastighed og masser af spænding.

Renault har, foruden at levere motorerne i alle bilerne, også sit eget team. Bag det står den tidligere firedobbelte verdensmester Alain Prost, der er Renault ambassadør, og så Jean Paul Driot. Som kørere har Renault valgt to unge håb i skikkelse af Nicolas Prost, søn af Alain Prost, og Sebastien Buemi.

Hører til midt i byen

Sammen med feltets øvrige kørere får de en meget anderledes oplevelse, når de 10 løb køres midt i byerne – helt som det er tilfældet med hovedparten af dagens konventionelle elbiler, der fortrinsvis hører hjemme i byerne. Her er den lydløse kørsel, og fravær af forurening, en af elbilens helt store forcer.

Løbene med elbilerne varer kun en time, og der er et obligatorisk pit stop midt i løbet med racerbil-skifte. Næste løb finder sted i gaderne i Putrajaya i Malaysia den 22. november.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096