23948sdkhjf
Annonce

Firmabiler må godt overvåges

Chefen må gerne sætte GPS i medarbejdernes biler. Opsagt sælger troede fejlagtigt han kunne kræve en kvart million kroner i erstatning.
En medarbejder kan ikke betragte sig som opsagt, fordi arbejdsgiveren overvåger firmabilen via GPS. Det har landsretten i Horsens fastslået i en sag, hvor en salgs- og servicekonsulent i vrede selv sagde op og bagefter stævnede arbejdsgiveren for uberettiget opsigelse på grund af væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet, skriver Business Danmark.

Striden opstod da arbejdsgiveren ville overvåge medarbejdernes firmabiler. Direktøren for virksomheden ville gerne holde øje med, om medarbejderne passede deres arbejde og orienterede på et fællesmøde de ansatte om planerne med GPS-overvågning. Ifølge salgskonsulenten skabte beslutningen røre blandt de ansatte, og ifølge en tidligere medarbejder truede flere med at sige op.

Virksomheden valgte kun at overvåge de medarbejdere, som ikke præsterede det, de burde. Nogle ansatte blev advaret personligt, umiddelbart før overvågningen startede, mens andre ikke gjorde, forklarede direktøren i retten.

Sælgeren var en af dem, der ikke hørte noget, før han selv opdagede småforandringer ved firmabilen. Det gjorde ham så pikeret, at han - ifølge ham selv - konfronterede direktøren med, om der var sat GPS i bilen, hvad direktøren pure afviste. Herefter sagde sælgeren op, blev fritstillet i opsigelsesperioden og afleverede bil, telefon og computer.

Krævede erstatning

Salgskonsulenten krævede herefter via sin fagforening 3F erstatning på knap en halv million kroner, fordi han anså overvågningen som en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet og han betragtede sig som bortvist.

Landsretten bakkede dog i sidste ende op om arbejdsgiverens ret til at installere GPS, hvis der er en saglig grund og der er orienteret om det. Dermed måtte salgskonsulenten nøjes med en godtgørelse på 50.000 kroner for manglende løn, feriepenge, pension og mangler i ansættelseskontrakten.

Virksomheder må også gerne installere GPS i medarbejderes biler, hvis de stiller egen bil til rådighed for jobbet. Men de ansatte kan have mulighed for at slukke for GPSen, når arbejdsdagen slutter, ligesom det er arbejdsgiverens ansvar at fjerne GPSen igen, når man skifter job, oplyser Business Danmark.
Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.079