Årets Bil er blevet til et awardshow
Den nye Citroën C4 Cactus blæste alle andre af banen ved det nye kårings-format, der nærmest nu er et "award-show" for biler, jurymedlemmer og den danske bilbranche.
Det er lige ved, at den nye afvikling og fejring af årets bedste bil er helt oppe på niveau med markeringen af den bedste musik og den bedste film. Det indtryk kunne man i hvert fald få, da Motorjournalisternes Klub Danmark, MKD, forleden afholdt sin første kåringsfest efter det nye format med champagne, afstemning gengivet på storskærm, festmiddag og tv-transmission.
Vinderen, Citroën C4 Cactus, nærmest brød gennem lydmuren, idet den vandt med 148 point foran Volkswagen Passat på andenpladsen med 87 point altså 61 point efter. Næsten halvdelen af de 21 jurymedlemmer havde Cactus som deres favorit.
Begrundelsen for at vælge C4 gik på anderledes design, god pris og lavt forbrug. Samt franskmændenes mod til at turde sætte en så anderledes bil i produktion.
Alternativ anerkendelse
Ellen Nørregaard, PR-ansvarlig for importselskabet Citroën-Danmark, jubler over sejren.
- Designet på Cactus, som er både innovativt og funktionelt, er netop en af Citroëns kerneværdier, og derfor glæder vi os helt specielt over, at mange danske motorjournalister fremhæver konceptet bag bilen og designet som nogle af bilens stærke sider, og hertil en overkommelig pris.
- Cactus har allerede vakt stor opmærksomhed, men titlen "Årets Bil i Danmark 2015" er en dejlig anerkendelse at få af danske fagfolk. Også for de mange designere og ingeniører og andre, der har arbejdet på bilen for eksempel har designeren Mark Lloyd ringet for at ønske til lykke. C4 Cactus er jo udviklet som et alternativ til mere traditionelle biler og til de bilkøbere, der lægger vægt på bevidste valg og design, som giver mening, siger Ellen Nørregaard.
Megagrim eller pissefed
Citroën C4 Cactus er en enten elsker- eller hader-bil. Hvor tydeligt det er, fremgik at de mange Facebook-kommentarer, der tikkede ind allerede på award-aftenen. Her er et par eksempler hentet fra Jyllands-Postens Facebook-side:
Søren Bing udbryder: "Hvordan f*** kan man kåre C4 Cactus til Årets Bil. Den er jo MEGA GRIM."
Og i den anden grøft jubler Nicky Lillesøe: "Jeg synes, C4 Cactus er pissefed - cadeau for nosser til Citroën! Fedt, at de tør smide en så anderledes bil på gaden."