Autogrossist investerer sig til en turnaround
Mekonomen er i gang med store investeringer i lagerudbygning, ny hotline og uddannelsesprogram.
Nu har Mekonomen lanceret en ny strategi, så grossisten fremover vil fokusere udelukkende på værkstederne. Den strategi indebærer store investeringer i udbygning af lagre i Danmark samt lancering af en ny hotline og et nyt uddannelsesprogram.
- Det er værkstederne, vi fremover satser på. Rent organisatorisk er Mekonomen Danmark også flyttet, så vi nu er en del af Meca-koncernen, og de har fokus på værkstederne. Man ser det i hele organisationen som rigtigt, at vi kommer tilbage til at fokusere på værkstederne, siger Ulla Bindzus, adm. direktør for Mekonomen i Danmark siden februar 2013.
- I Sverige og Norge er Mekonomen lidt mere konsumentorienteret, men det danske marked skiller sig lidt ud. Her har vi nedlagt forretninger, og i 2014 vil størsteparten af de mere konsumentbaserede lejemål være lukket. Vi har dog stadig en stor omkostningsbyrde, for lejemålene har vi jo, indtil de udløber. Når lejemålene udløber, flytter vi typisk til andre placeringer, i industrikvarterer, hvor det giver mere mening for os at være, og hvor lejen ofte også er billigere, siger Ulla Bindzus.
Øger lagerbeholdningen
Der vil nok gå to-tre år, inden de regnskabsmæssige resultater fra Mekonomen vil være helt tilfredsstillende. Det skyldes udover den store omkostningsbyrde også de store investeringer, som Mekonomen foretager.
I de tre første kvartaler af 2013 er der investeret tæt på 30 millioner svenske kroner i det danske marked, og 2014 bliver også et investeringsår. Det sætter naturligvis sit præg på bundlinjen.
En stor del af investeringerne går til Mekonomens i alt 40 lagre rundt omkring i Danmark. Hovedlageret ligger i Odense.
- Her i Odense har vi øget bredden på lageret med 15 procent, og vi har øget varebeholdningen med 20 procent. Det lyder måske ikke af meget, men det er rigtig mange nye varer, vi har fået ind, siger Ulla Bindzus om den store lagerudvidelse i Odense, som næsten er færdig.
Hidtil har Mekonomen i Danmark fået alle varer leveret fra det centrale lager i Sverige, og den adgang fortsætter, bare i meget mindre omfang.
- Vi bibeholder adgangen til Mekonomens lager i Sverige. Herfra kan vi få leveret, hvis vi bestiller inden kl. 15, så ligger varerne klar næste morgen. Men det er kun cirka 10 procent af alle varer, vi fremover får fra Sverige. Vi har lanceret vores eget varemærke, ProMeister, de varer får vi fra Sverige, og de indgår i de 10 procent, forklarer Ulla Bindzus.
Toholdsskift
På hovedlageret i Odense arbejder der 60 medarbejdere, som arbejder i toholdsskift med at gøre bestilte varer klar til de to daglige ture, som udgår fra lageret i Odense til både Sjælland, Fyn og Jylland.
Derudover er der en tur om natten med varer, som ligger klar kl. syv næste morgen.
- Vi har udbygget lageret for at få varerne hurtigere ud og for at undgå dobbelthåndtering. Tidligere blev varerne først håndteret i Sverige, hvorefter de blev sendt til Danmark, hvor de blev håndteret igen. Det undgår vi, så der er mindre logistik. Vi har fået effektiviseret vareflowet efter, at vi her i Odense får 90 procent af varerne direkte fra leverandørerne, siger Ulla Bindzus.
Udvidet teknisk support
Udover lagerinvesteringerne går den nye strategi ud på at tilbyde værkstederne en udvidet teknisk support og hotline samt et uddannelsesprogram. Det vil Ulla Bindzus dog ikke fortælle så meget mere om, for det er først helt klart til at blive præsenteret lidt senere. Men målet er at skabe så gode forhold som muligt for værkstederne i Mekonomens værkstedskæder, MekoPartner og Mekonomen Autoteknik. Og i øvrigt vil både hotline og uddannelsesprogram blive lanceret sammen med samarbejdspartnere og leverandører i branchen.
- Vi har 415 værksteder i alt, og det antal ligger meget stabilt. Vores mål er at skabe så meget trafik som muligt til værkstederne. Det gør vi blandt andet også via vores fleetafdeling, som for nylig vandt en stor serviceaftale med Københavns Kommune. Hver uge indgås der nye aftaler i vores fleetafdeling. Det er den support, vi kan give vores værksteder, siger Ulla Bindzus.
Udvidelser på personalesiden
Mekonomen udvider også i form af flere medarbejdere.
- Vi har styrket salgsteamet med cirka 20 nye medarbejdere, så der nu er 25 i alt. Det er fortrinsvis personer med en teknisk baggrund, som har været ude på alle værkstederne for at præsentere vores nye katalog.
Der vil i øvrigt være mulighed for at møde en del af de danske Mekonomen-medarbejdere på automessen i Göteborg fra 15. til 18. januar, hvor Mekonomen har en stor stand. Og der vil også være gode tilbud målrettet danske messebesøgende, forsikrer Ulla Bindzus, der håber at se mange danskere ovre i Göteborg.