Strid om P-licenser kan bremse delebiler i København
Københavns Kommune skal i denne uge tage stilling til, hvilke delebiler der skal tildeles favorable parkeringslicenser. Ny aktør frygter, at kun elbiler kan få en billig licens.
Car2go planlægger at gøre sin debut i den hovedstaden på onsdag med en flåde af små Smart-biler, men firmaet mener, at kommunen skyder sig selv i foden, hvis det som betingelse for at få tildelt en favorabel parkeringslicens, kræves, at bilen kører på el.
- Vi tror på elbiler og er ikke i tvivl om, at det er en del af fremtiden, men infrastrukturen med bare 22 kwh-ladestandere i København, der kan oplade en elbil på under en time, er slet ikke god nok til, at det giver nogen ide at lancere elbiler i København. Det vil hverken være brugervenligt, effektivt eller profitabelt, siger car2gos danske landechef Andes Kragelund og fortsætter:
- De nuværende ladestandere kan lade en elbil op på otte, fire og bedste fald to timer, men det er slet ikke effektivt nok til at sikre en brugervenlig operation, da tilgængeligheden for elbilerne vil være væsentlig lavere end benzindrevne operationer, mens elbilerne derudover vil blokkere p-pladser i lang tid. Og netop på grund af denne lave tilgængelighed, er det vores erfaring, at en el-delebilsoperation på det nuværende grundlag hverken er mulig eller profitabel i København, siger han.
Han peger på, at car2gos koncept bygger på, at man skal kunne snuppe en bil, der står lige i nærheden og med fyldt tank. Og det koncept lader sig ikke gennemføre med elbiler, mener Anders Kragelund.
- Desuden er smartbilerne uhyre energirigtige med lavt brændstofforbrug og CO2-udslip. Desuden viser vores erfaringer fra andre lande, at vores koncept medfører mindre trængsel, fordi mange bilejer vælger enten at lade deres egen bil blive derhjemme eller ganske enkelt sælger den fra.
- Vores beregninger viser, at for hver car2go-bil, som entrerer byen, ryger der omkring fire ud. Over 5 procent af car2go-medlemmerne har eksempelvis solgt en af deres, efter de er blevet medlem, siger Anders Kragelund.
Vil rejse sagen i Folketinget
Han bakkes op af Venstres kommunalordfører Jan E. Jørgensen, som også sidder i byrådet i nabokommunen Frederiksberg. Han er parat til at rejse sagen i Folketinget, hvis Købehavns kommune vælger at favorisere el-bilerne.
- Loven siger ganske klart, at det er ulovligt at fritage elbiler for parkeringsafgift. Det har vi erfaret på Frederiksberg, og andre kommuner herunder Købehavn har også måttet rette ind. Derfor vil det være hamrende usagligt, hvis Københavns kommune vælger at forfordele benzindrevne biler ved kun at tildele elbiler billige p-licenser. Den sag vil jeg se med alvor på og om nødvendigt rejse den i Folketinget, siger Jan E. Jørgensen.
Delebiler og bybiler
Motor-magasinet ville gerne have haft en kommentar fra Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), men borgmesterens pressesekretariat meddeler, at han først ønsker at udtale sig, når indstillingen fra forvaltningen er kommet på plads. Det sker på et møde mandag i afdelingen for Byrum og mobilitet.
I Motor-magasinets korrespondance med Købenavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning fremgår det, at forvaltningen skelner mellem delebiler og bybiler, hvor delebiler er såkaldte two-way carsharing, mens byblier kaldes free float carsharing. Og det er netop den type delebiler, forvaltningen har på dagsordenen i dag mandag.
Forvaltningen vil blandt andet læne sig op ad en rapport, den har fået konsulentbureauet Rambøll til at udarbejde. Den konkluderer, at bybiler forventes at nedbringe privatbilismen i byen og dermed CO2-udslippet, trykket på p-pladser og den trafikale trængsel.