23948sdkhjf

Fortsat kritik af Skat om avance-kontrol

Landets bilforhandlere kan se frem til fortsat fokus fra Skat på flytning af avance trods kritik fra branchen. Sådan melder AutoBranchen Danmark oven på brancheorganisationens dialogmøde med Skat torsdag den 17. marts.
- Man kan spørge sig selv, hvordan det er muligt for Skat at gennemføre en kontrol for efterlevelse af et regelsæt og samtidig ikke være i stand til at vejlede en hel branche om selvsamme regelsæt.

Sådan lyder det fra Karoline Thomsen, kontorchef i Autobranchen Danmark, oven på et dialogmøde med Skat, der skulle give landets nybilforhandlere større klarhed om en række aspekter af Skats kontrolprojekt "flytning af avance".

- Nybilforhandlere står i dag urimeligvis til regnskab for et regelsæt, hvis indhold de aldrig er blevet vejledt omkring af myndighederne. Det svarer til at få en bøde for at køre for stærkt uden at have fået at vide, hvad hastighedsbegrænsningen var. Den situation ændrede mødet desværre ikke grundlæggende på, konstaterer Karoline Thomsen.

Mindre problem end Skat forventede

Hun undrer sig over, at Skat ikke bruger flere ressourcer på vejledning for at sikre regelefterlevelsen fra starten. Særligt fordi Skat allerede for mere end et år siden var bekendt med, at flytning af avance kunne være mere end blot et almindeligt problem.

Dengang viste en pilotundersøgelse, at bilforhandlere efter Skats opfattelse flyttede avance ved 60 procent af de undersøgte nybilsalg. Efter en mere omfattende kontrol er Skats såkaldte "træfprocent" nede på 27. Dermed har avance-problematikken vist sig langt mindre omfattende, end Skat først antog.

Men 27 procent er alligevel 27 procent for mange, mener Karoline Thomsen.

- Med et så uklart afgiftssystem vil der nok altid være nogle, der bevidst vælger at snyde. Det har både vi og Skat en interesse i at komme til livs. Men de fleste bilforhandlere ville gerne overholde loven, hvis blot de forstod den. Min vurdering er, at Skat kunne undgå en stor del af de ressourcekrævende kontrolsager, hvis man i højere grad vejledte medspillere og kun kontrollerede egentlige modspillere, siger hun

Små skridt fremad

Af mere positive resultater nævner Karoline Thomsen, at Skat viste sig lidt mere imødekommende over for Autobranchen Danmarks kritik end tidligere. Hun noterer sig samtidig, at Skat gav udtryk for at have strammet op på de interne procedurer og at gøre mere for at kvalitetssikre sagsbehandlingen.

Desuden er dialogen med de kontrollerede virksomheder prioriteret højere, om end hun understreger, at dét, som Skat kalder dialog, i nogle tilfælde kan opfattes helt anderledes af en den bilforhandler, der udsættes for kontrol.

- Med meget små skridt er vi kommet nogle ting lidt nærmere og har fået flere informationer om, hvad Skat gør, og hvorfor de gør, som de gør. Det vil vi selvfølgelig informere vores medlemmer om, blandt andet på vores kommende branchemøder flere steder i landet, siger Karoline Thomsen.

Møder i marts og april

Hun henviser til, at Autoranchen Danmark på tre møder i henholdsvis Køge den 26. marts, Kolding den 1. april og Silkeborg den 9. april vil orientere om seneste nyt fra dialogen med Skat, arbejdet i organisationens Skat-taskforce og de planlagte politiske tiltag på området.

- Skat kan stadig ikke svare på, hvad man må og ikke må i relation til flytning af avancer. Derfor kan vores medlemmer desværre stadig ikke forvente en fuldstændig afklaring, selv om det var en sådan klarhed, Autobranchen Danmark ville ønske at være i stand til at viderebringe, bemærker Karoline Thomsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11