De mest sikre biler i 2013
En elbil, en hybrid, en kinesisk produceret bil og en italiensk fuldblodsracer var blandt de forskellige bilklassers sikreste biler sidste år.
Syv biler klarede crashtesten til fire stjerner, mens Mercedes Citan, der er testet som personbil, men som i Danmark kun fås som varebil, og Nissan Evalia med hver tre stjerner, slap dårligst fra mødet med testmuren. Det lykkedes dog Mercedes Citan at hive en fjerde stjerne i hus i en omtest sidst på året efter diverse forbedringer.
Toppen ikke i Danmark
Selvom flertallet af bilerne altså klarede crashtesten til fem stjerner, gjorde enkelte biler dog en bedre figur end andre. Det viser Euro NCAPs årlige oversigt over 2013s dukse i forskellige bilklasser.
For danske bilkøbere er toppen af listen dog ikke videre interessant. Således hører flere af bilerne til i den absolut dyre ende, hvis de overhovedet forhandles i Danmark. Det gælder eksempelvis årets samlede topscorer, kinesiske Qoros, der end ikke forhandles i Europa endnu.
Dyr sikkerhedselektronik
Listen er dog først og fremmest udtryk for et stærkt felt, hvor velkendte "dansker-biler", såsom Peugeot 308, Skoda Octavia og Mazda 3, følger lige efter sidste års topscorere.
- Det er naturligvis glædeligt, at hovedparten af de testede biler i 2013 opnåede fem stjerner. Det vidner om, at biler bliver stadig mere sikre, og at bilproducenterne arbejder målrettet på hele tiden at kunne imødekomme Euro NCAPs stadig skrappere krav til sikkerheden i nye biler, siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen. Han tilføjer:
- Der, hvor vi ser den store udvikling inden for sikkerhed i øjeblikket, er på de avancerede systemer som eksempelvis elektroniske nødbremser, som fra 2015 bliver en del af Euro NCAPs krav til femstjernet biler. Det er udstyr, der allerede i dag findes, men som i Danmark er så afgiftsbelagt, at det får mange til at fravælge udstyret. Det understreger behovet for en omlægning af de danske bilafgifter, siger Søren W. Rasmussen.
Læs mere om Euro NCAPs test af de forskellige biler på www.FDM.dk/crashtest.