23948sdkhjf

Højeste gear er i brug i Karlslunde

Der bliver renoveret masser af gearkasser hos familievirksomheden BOS Transmissions, der har travlt med at indtage nye områder og har lavet en unik aftale med Volkswagen og Audi.
Det er noget af en kamp at samle alle 14 ansatte til et firmafoto, for der er travlt i BOS Transmissions, der tidligere var kendt som Brøndby Ombytnings Service.

- Men de kan jo ikke sige Brøndby i udlandet, siger Kim Jørgensen om navnskiftet for godt et år siden. Han er søn af grundlæggeren Stiig Jørgensen, og i dag arbejder far og søn side om side i gearkassefirmaet, hvor der årligt køres mellem 2000 og 2500 gearkasser igennem værkstedet. Begge har de titlen direktør, og familiebåndet er en af hemmeligheder bag, at virksomheden har ombyttet og renoveret gearkasser siden 1976.

- Familiebåndet betyder tillid. Vi har et større kendskab til hinanden, hvilket er godt, når man styrer en virksomhed. Tilmed har vores samarbejde også styrket familieforholdet, siger Kim Jørgensen.

Siden 1982 har firmaet været placeret i Karlslunde, og sidste år blev navnet så skiftet fra Brøndby Ombytnings Service til BOS Transmissions for at gøre det nemmere for udenlandske kunder.

- Men det var også svært at ændre navn. Vi bruger stadig det gamle navn overfor kunder, vi har haft i mange år, siger Stiig Jørgensen.

Historisk aftale

Senest er firmaet blevet koblet på Volkswagens og Audis net, og, så vidt de ved, er det som det eneste danske firma udenfor tyskernes forhandlersystem. Det er en aftale, der har været længe undervejs, faktisk tæt på to år, men først er blevet klar til brug i slutningen af 2013.

- Det gør det muligt for os selv at opdatere software. Vi har mange Volkswagen og Audier, vi skifter gearkasser på, og derfor har vi et stort behov for selv at kunne udføre disse opdateringer. Det var tidligere meget besværligt, når vi skulle forbi en forhandler og have dem til at opdatere, siger Stiig Jørgensen.

- Det betyder meget for vores kunder, da vi kan udføre opgaverne hurtigere og billigere. Samtidig er vi ret stolte, da det er ret exceptionelt, at vi har fået adgang til deres systemer, siger Kim Jørgensen.

Stadig ombyttere

Tidligere var fordeling hos BOS Transmission 80 procent ombytning og 20 procent reparation. De to tal er dog blevet byttet i dag, og det er helt naturligt.

- Vi laver i dag stadig mange manuelle gearkasser. Det er firmaets grundlag. Men bilerne i dag udstyres med så mange forskellige gearkasser, at det er umuligt at lave decideret ombytning. I stedet renoverer vi kundernes gearkasser, siger Kim Jørgensen.

På et område er ombytning dog stadig stort. Og det er når det handler om convertere til automatgearkasser. De har altid 400 renoverede og 300 brugte på lager. Og ude på værkstedet bliver der renoveret fem styk hver dag.

- Her kan vi godt mærke, at ombytningskonceptet stadig fungerer, fordi vi kan levere en renoveret converter til en tredjedel af originalprisen, siger Stiig Jørgensen.

Gearkassens udfordringer

Tidligere har de gjort sig i at istandsætte motorer, men nu er alt koncentreret omkring gearkasser og bilens drivlinie. Senest er der blevet investeret en større sum i et nyt udstyr til værkstedet i Karlslunde. Både en firehjulsudmåler og en olieflush er blevet indkøbt, og vil udgøre en stor hjælp ved henholdsvis afmonteringer af frobroer og olieskift på automatgearkasser. I det hele taget bliver der hele tiden tænkt over at følge med nye trends.

- Vores største udfordring er at holde os ajour med teknologien ved at deltage i kurser, siger Stiig Jørgensen.

- Vi forsøger hele tiden at være foran vores konkurrenter. Vi er derfor medlem af en internationale grupper med gearkasseopbyggere, ligesom vi deltager på konferencer i blandt andet England og Frankrig. I Danmark kan man ikke uddannes til at lave gearkasser, så derfor oplærer vi selv folk, og derfor skal vi holde os opdateret, siger Kim Jørgensen.

Ny tilføjelse

BOS Transmissions har tidligere udvidet firmaet med opkøb af Auto Matic Transmissions i 2008, hvor de fik viden om automatgearkasser. Men nu bevæger værkstedet i Karlslunde sig lidt væk fra de vante gearkasser. De har nemlig lavet en aftale med et engelsk firma, der gør dem i stand til at kunne udføre optimering af motorstyringsbokse.

- Vores fokus er på at optimere bilernes forbrug af brændstoffet. Det foregår ved, at vi aflæser bilens data og sender dem til firmaet i England. De sender så en optimeret datafil tilbage, som vi kan indlæse i bilen. Det tror vi er vejen frem, især for firmaer med en større flåde af biler, siger Kim Jørgensen.

Inden længe kan der være flere nye ting, der skal tages stilling til. For familieforetagendet kan snart blive reduceret til blot at blive styret af sønnike. For Stiig Jørgensen planlægger at trække sig tilbage om tre år.

- Men det hverken tror eller håber jeg på, siger Kim Jørgensen og fortsætter.

- Han besidder en stor viden, og tager sig blandt andet af størstedelen af vores prøvekørsler. Det sker også stadig, at han løser vores problemer, selvom vi har meget dygtige ansatte, fordi han har så uvurderlig erfaring, siger Kim Jørgensen.

Indtil videre kører far og søn dog BOS Transmissions sammen videre mod nye udfordringer i samme gear, de har kørt i mange år bygget på godt håndværk og de rette kontakter i udlandet, for altid at have kompentencerne til at kunne lave kundernes opgaver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078