Nyt vaskekoncept i Ishøj
Nanoteknologi og ingen vand skal vaske biler for kunderne i Ishøj By Center.

Det tager 15-30 minutter at rengøre bilen med Nano Dry Wash-konceptet, som Mathias Pedersen er en af idemændene bag.
- Der er mere fokus på miljøet, og når vi vasker bilen, bruges der kun cirka en deciliter væske per bilvask. For os betyder det meget at kunne bidrage til en mere miljøvenlig udvikling, fortæller Mathias Pedersen, som er en af idemændene bag det nye koncept.
Vask og voks
Vaskeprocessen er enkel og simpel, men resultatet er væsentlig bedre end i de gammeldags og mere traditionelle vaskehaller. For det første afleveres bilen helt tør, så der er altså ingen risiko for irriterende kalkpletter. For det andet indeholder Nano Dry Wash carnauba voks, som efterlader bilen med en pæn glans af håndpoleret voks.
- De fleste, som har prøvet at få vokset sin bil i en vaskehal, kender problemet med voks på vinduerne. Det er næsten umuligt at se ud af forruden og på sideruderne køres vokset ind i gummilisterne, når du ruller vinduerne ned og op. Det undgår man hos os, for vi giver kun lakken voks, ikke vinduerne, forklarer Mathias Petersen.
Ingen spildtid
Det er ikke tilfældigt at Nano Dry Wash har placeret det første vaskested hos Bilka og netop i P-huset. Det skal være nemt og hurtigt at få vasket sin bil.
- Tilgængelighed og bekvemmelighed bliver vigtigere og vigtigere for mange, og nu er det ikke længere nødvendig at spilde tid i en vaskekø. Vi vasker bilen, mens kunden handler eller arbejder, siger medejer i Nano Dry Wash, Lars Friedrich.