23948sdkhjf

Partier kalder skatteminister i samråd om elbiler

Skatteminister Benny Engelbrecht skal svare på, om regeringen vil forlænge afgiftsfritagelsen af elbiler.
AFGIFT Samtlige partier udenom regeringen kalder skatteminister Benny Engelbrecht (S) i samråd om, hvorvidt regeringen vil forlænge den nuværende afgiftsfritagelse af elbiler, som udløber med udgangen af 2015.

- Vi er gået sammen alle partier udenom regeringen for at kalde skatteministeren i samråd for at finde ud af, hvad der skal ske med bilafgifterne - herunder afgifterne for elbiler, siger Venstres erhvervsskatteordfører, Mads Rørvig.

- Tiden går. Enten skal Folketinget til valg eller på sommerferie, så vi risikerer ikke at kunne gøre noget før december. Så vi risikerer, at salget af elbiler går i stå.

Ifølge Mads Rørvig har regeringen tidligere givet indtryk af, at der vil ske noget på området uden at følge op med handling.

- Hvis man slår op i regeringsgrundlaget på side 30, kan man se, at regeringen planlægger en omlægning af registreringsafgiften. De har også tidligere sagt, at de vil forlænge afgiftsfritagelsen for elbiler, siger han.

- Samtlige partier har derfor en interesse i at få at vide, hvad regeringen vil.

Partierne har dog ikke taget egne forslag med til mødet.

- Det er ikke relevant for os i første omgang. Det er skatteministeren, der har serveretten. Vi skal bare have et svar, så danskerne har noget at forholde sig til, siger Mads Rørvig.

Tidligere har Dansk Energi højlydt protesteret over, at der endnu ikke er faldet en aftale på plads, der sikrer en forlængelse af afgiftsfritagelsen for elbiler efter 2015.

Direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, har forudset, at Danmark vil blive "verdens mest elbilsfjendtlige land", hvis ikke afgiftsfritagelsen forlænges.

- Med de tårnhøje afgifter, der er, vil elbilerne ikke have en chance, og så er det slut, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152