23948sdkhjf

Prins kickstarter øko-race

700 kilometer på én liter benzin - DTU jagter verdensrekord.
BILKONSTRUKTION Under overværelse af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim præsenterer Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og ingeniørstuderende fra DTU Roadrunners årets bud på en vinderbil ved Shell Eco-marathon 2015. Den ekstremt brændstoføkonomiske og innovative bil præsenteres for pressen i dag torsdag den 7. maj fra kl. 11 på DTU i Lyngby.

Fra den 21. til 24. maj samles studerende fra tekniske skoler og universiteter i hele Europa i Rotterdam til Shell Eco-marathon anno 2015. Her dyster de i selvbyggede, super-energieffektive biler om det uofficielle verdensmesterskab i at køre længst muligt på, hvad der svarer til én liter benzin. Løbet i Rotterdam har deltagelse af over 3000 studerende fra 24 lande. I alt forventes 230 biler og hold at stille til start.

Ved årets løb vil de ingeniørstuderende fra DTU Roadrunners igen jagte vinderpokalen – som holdet har hentet med hjem ni ud af ti gange siden 2005. Målet i år er at slå holdets egen verdensrekord fra 2013 køre mere end 620 km på en enkelt liter benzin.

Jomfrurejsen

I dag torsdag den 7. maj fra kl. 11 viser DTU Roadrunners holdets nye vinderbil frem for pressen på adressen DTU, Campus Lyngby, i Kgs. Lyngby.

Præsentation og testkørsel overværes af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der har fulgt holdet alle årene, og af DTU’s rektor Anders Bjarklev.

DTU Roadrunners

For de studerende er DTU Roadrunners og Shell Eco-marathon ikke bare sjov og adspredelse i studiet. Løbet og arbejdet med bilen er nemlig en integreret del af deres ingeniøruddannelse.

DTU Roadrunners er en del af DTU’s såkaldte Blue Dot-projekter, som fremhæver, at de studerende har "hands on" erfaring med at omsætte teoretisk viden til konkrete produkter og resultater. Et Blue Dot-projekt er desuden kendetegnet ved samarbejde på tværs af fag, der resulterer i bæredygtige løsninger.

Shell Eco-marathon

Shell Eco-marathon er en global konkurrence i brændstoføkonomi og energieffektivitet, der udfordrer studerende fra tekniske skoler og universiteter verden over til at opfinde, designe og bygge en bil, der kører længst muligt på det, der svarer til én liter almindelig benzin.

Bilerne ved Shell Eco-marathon kører på mange forskellige energikilder, herunder diesel, bioethanol, naturgas, brint, benzin, el og solenergi. DTU Roadrunners’ bil stiller op i kategorien Urban Concept (små bybiler) og deltager for 12. gang. Igen i år får DTU selskab af et hold studerende fra Aalborg Universitet ved Shell Eco-marathon.

Mere på www.shell.dk/eco-marathon
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094