Nulafgift koster statskassen milliardbeløb
Nye beregninger viser, at hver elbil koster statskassen 165.000 kroner stykket
Nu kommer to økonomistuderende fra Københavns Universitet med beregninger, der viser, hvor meget statskassen faktisk mister i indtægter, når danskerne køber en elbil uden afgift.
- Hvis man går ud fra, at elbiler vil være fritaget for afgift de næste tre år, vil det koste statskassen to milliarder kroner, siger stud.polit. Silas Uttenthal Nørbjerg.
I 2014 satte salget af elbiler rekord med 1575 solgte biler. Det var næsten lige så mange som de tre foregående år tilsammen.
Udgangspunktet for de to studerendes beregninger er, at køberne af en elbil ellers ville have købt en benzin- eller dieselbil i samme prisleje. De har baseret beregningen på et vægtet gennemsnit af de fem mest solgte elbiler i 2014. Konklusionen er klar:
- En gennemsnitlig bil koster 376.813 kroner, hvoraf afgift er 205.000 og moms 34.000 kroner. Det vil sige, at statskassen får 240.000 kroner, mens en elbil til samme pris giver kun momsen, dvs. cirka 75.000 kroner, i statskassen, siger Silas Uttenthal Nørbjerg.
Tabet for statskassen er dermed i runde tal 165.000 kroner per elbil.
Nulafgift forlænget
Regeringen besluttede for nylig at forlænge afgiftsfritagelsen med et enkelt år. Skatteministeriet vurderede i den forbindelse, at prisen for et enkelt års afgiftsfritagelse ville være 450 millioner kroner.
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) slår da også fast, at elbiler ikke kan fortsætte med at være afgiftsfri i længden.
- I 2016 vil regeringen forlænge afgiftsfritagelsen for elbiler med et år. Samtidig arbejder regeringen på en langsigtet og holdbar løsning, hvor elbilerne indfases gradvist i det almindelige afgiftssystem over en årrække efter 2016, siger han i en skriftlig kommentar.
Kritik af beregning
Dansk Elbil Alliance er bestemt ikke enig i, at statens tab ved salg af elbiler er så stort, som de studerendes beregninger viser, siger elbil-organisation.
- Et meget konservativt bud er, at det vil koste 1,2 milliarder, siger Lærke Flader, branchechef for Dansk Elbil Alliance.
Hun forklarer, at de to studerende simpelthen ikke har taget højde for, hvor mange henholdsvis store og små elbiler der bliver solgt.
Deres beregning bygger på, at køberne af en elbil ellers ville have købt en benzin- eller dieselbil i samme prisleje. De har baseret beregningen på et vægtet gennemsnit af de fem mest solgte elbiler i 2014.
Men de har ikke taget højde for, at kun få elbiler rent faktisk sælges til private, forklarer Lærke Flader:
- Det er kun cirka 30 procent, der bliver solgt til private, det vil sige 70 procent bliver solgt til primært kommuner. Kommunerne køber biler til hjemmeplejen, vej og park og så videre. Så der er tale om små biler, meget ofte mikrobiler, siger hun.
- Med den registreringsafgift, vi har, betaler mikrobiler minimumsregistreringsafgiften. Det er 20.000 per styk og altså mindre end en elbil betaler i moms alene.
- Det vil sige, at elbilen faktisk betaler mere til statskassen, end mikrobilerne betaler i registreringsafgift og moms, fortsætter hun.
Organisationens skøn for tabet af registreringsafgift per elbil er således 94.000 kroner, hvor de studerende regner med, at tabet for statskassen vil være 165.000 kroner per elbil.