23948sdkhjf

Pelsjægerens begejstring for mekanik

Jens Jessen, teknisk skribent på Motor-magasinet gennem 14 år og forfatter, har oplevet mere end de fleste i sine første 60 år.
FØDSELSDAGSPORTRÆT Begejstringen for teknik – og at dele ud af sin viden generelt – lyser ud af Jens Jessen, der forleden kunne fejre 60 års fødselsdag. Det er blevet til en række fagteknisk fremragende artikler her i Motor-magasinet siden 2001, samt en stribe lige så gode bøger gennem tiden, ofte om teknik i historisk perspektiv.

Som uddannet mekaniker, og senere lærer på teknisk skole, har Jens Jessen den faglige ballast til at berige læserne med ofte originale tilgangsvinkler på artikler og bøger. Han har således udviklet ”Vi tester” og ”Vi prøver” koncepterne på bladet, hvor Jens Jessen får produkterne til autobranchen i hånden til seriøs afprøvning, såsom diagnosetestere, firehjulsudmålere af styretøj, dækapparater og meget andet.

Elsker gamle motorcykler

Hjemme i vestjyske Varde, hvor Jens Jessen voksede op i det nærliggende Blåvand, har han et stort, veludstyret værksted, hvor egen bil serviceres, og hvor han skruer i sine mange gamle veteranmotorcykler, med forkærlighed for Nimbus og Honda. Senest er der kommet en motorcykel-sjældenhed til i form af en Bridgestone GTO 350 fra 1970 – ja, det er den fabrik, som i dag udelukkende laver dæk, men som indtil 1971 lavede Japans mest avancerede og mest højtlydende totaktere.

Mekaniker i USA
Jens Jessen har blandt andet været mekaniker tre år i USA. Hans virke ser således ud:
1976 udlært automekaniker, Audi-NSU i Oksbøl
1976-80 Mekanikersvend hos Frikke - Citroën og Opel i Esbjerg
1977-1979 H.F. Eksamen fra Varde Gymnasium
1980 Mekanikersvend i staten Washington i USA
1983 Maskintekniker af driftslinien fra Esbjerg tekniske Skole
1983-84 Maskintekniker K.J. Maskinfabrikken i Esbjerg
1984-1996 Faglærer på teknisk skole. Automekanikerlærlinge.
1985 Pædagogikum fra SEL i Ollerup
1999 Journalisthøjskolens Efteruddannelse i Århus


Der bliver også kørt på de tohjulede, som ikke blot står til pynt. Jens har kørt til Polen på sin gamle Nimbus fra 1937, og næste år går turen til mellemamerikanske Cuba rundt på egen motorcykel – en Honda CL450 fra 1974.

I det hele taget har Jens Jessen rejst meget og blandt andet boet i USA i halvandet år i staten Idaho, hvor han delvist ernærede sig som pelsjæger med at skyde og fange coyotes (prærieulve). bisamrotter, bæver og los. I 1979 kørte han alene tværs over USA, ligesom han også har været mekaniker i staterne.

Alsidig skribent

I 1999 fik lysten til at formidle sin tekniske viden Jens Jessen til at uddanne sig til journalist via Journalisthøjskolens Efteruddannelse. Samme år udkom hans første bog, Biler med Sjæl, der siden har fået følgeskab af 13 andre.

Jens Jessen har siden da udelukkende været freelancejournalist, foruden at skrive sine bøger. Artiklerne spænder bredt inden for transportsektoren, fra prøvekørsler af både biler og motorcykler, portrætter, historiske artikler og meget andet, men ud over det har han også lavet en del andre typer artikler som eksempelvis rejseartikler og pressemeddelelser. Jens Jessen skriver i dag til flere forskellige medier.

For bladhuset Danske Fagmedier har han været fast tilknyttet Motor-magasinet på primært temastoffet, og ind i mellem også på søsterbladene Transporttidende og Jern- og maskinindustrien. Desuden har Jens Jessen været fast journalist på VeteranPosten og Bike. Han skriver derudover også til flere britiske magasiner.

Jens Jessens 14 bøger
Biler med sjæl 4, 1999
Biler med sjæl 5, 2000
Biler med sjæl 9, 2003
Nimbus - menneskene og teknikken, 2000
Fra plagiat til kvalitet, 2001
Fra kæmpe til gigant, 2001
Motorcykler og superbikes, 2002
Under 50 kubik, 2003
Overhaling i 3. gear, 2004
Lastbilerne - vejens arbejdsmænd, 2005
DAB - hele Danmarks bus- og lastbilfabrik, 2007
Besættelsen set med tyske øjne, 2008
BSA i sort hvid og farver, 2010
Nimbus i sort hvid og farver, 2011




Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115