FDM kræver EU-regler for bildata
Bilistorganisationen vil i de kommende måneder køre en kampagne til forbrugerne og politikerne for at sætte fokus på bilisternes ret til egne data i skyen fra bilen.
Også FDM mener således, at almindelige forbrugere skal kunne gennemskue, hvilke data der indsamles, og hvad man giver sammentykke til, at disse data må bruges til. Ligeledes skal det være muligt at frabede sig registreringen af data, uden at dette betyder, at man ekskluderes fra ydelser. Derfor er FDM gået sammen med de europæiske bilklubbers paraplyorganisation FIA for at sikre øget forbrugerbeskyttelse, så der kan blive lavet lovgivning på tværs af Europa.
Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM, ser problemer i, at bilerne bliver ”rullende smartphones” og i al ubemærkethed kan sende data til bilproducentens registre.
- Der er uden tvivl mange fordele ved, at bilerne bliver mere intelligente. Det kan eksempelvis spare bilejeren for irriterende nedbrud eller sikre mere smidig trafik. Knap så positivt vil det være, hvis man ikke kan vælge, om tredjeparter må købe sig adgang til viden om ens færden, eller at man ikke kan vælge, hvor man vil have repareret sin bil, fordi bilproducenten ejer al data og reelt er den eneste, der kan finde fejlen på bilen. Indtil forbrugerens rettigheder på området sikres, så ved man som bilist ikke, hvem man inviterer ind på bagsædet, når man kører. Det kan ud over bilproducenten for eksempel være firmaer, der vil sælge en noget, siger Torben Lund Kudsk.